Usandheder om rewilding

Mennesker har ansvar for husdyr under hegn, og det gælder også for Molslaboratoriet - skriver landmand og BL-medlem Ulf Nielsen

Ulf Nielsen

Af Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

I et indlæg i Altinget (mandag den 12. april 2021) beskylder vores tre ypperste rewildings-forkæmpere mig (indlæg i Altinget den 7. april 2021) for mistænkeliggørelse og for at fabrikere anklager om forholdene på statens naturarealer med rewilding, dvs. dyrehold uden tilskudsfodring om vinteren.

De beskyldninger mod mig er der ikke hold i.

Hvorfra kom idéen mon?

De tre rewildings-forkæmpere, Rasmus Ejrnæs, Hans Henrik Bruun og Morten D. D. Hansen, prøver først at dække sig ind under, at den først anmeldte dyreværnssag på Mols angående naturkvægsbesætningen er ejet af Naturstyrelsen i Mols Bjerge og derfor ikke deres ansvar. Naturstyrelsens projekt har jeg fulgt i ca. 40 år, siden dets start. I mange år har jeg en gang årligt talt med den seriøse forvalter, der havde ansvaret for dyrene. Jeg blev meget overrasket over den uhyggelige sag om misrøgt af besætningen her i foråret. Ifølge forvalteren skyldes det, at han i vinteren 2020-21 var blevet pålagt ikke at fodre dyrene. Nu skulle det være et rewildings-projekt. Hvor mon denne idé kom fra?

Rewilding-projektet på Molslaboratoriet under Aarhus Universitet, og med Morten D.D. som talsmand, blev politianmeldt for vanrøgt af kvæg i marts 2021. Her var der kun 15 kreaturer tilbage. Kredsdyrlægen fandt kun 6 af de 15 kreaturer, han skulle kontrollere. Det stillede dyrlægen sig tilfreds med, idet han så et billede, der skulle være af de sidste kreaturer. Denne kontrol sluttede således uden anmærkninger.

Molslaboratoriets rewilding-projekt er markedsført af Morten D.D. som en stor succes. Kursister, især fra offentlige instanser, er valfartet til Mols Bjerge for at se, hvordan man kan have dyr uden at fodre dem. Jeg var nysgerrig og deltog selv i et kursus i forsommeren 2020. Her fortalte Morten D.D, at dyrene var meget tynde i foråret 2020, men en tilkaldt dyrlæge vurderede, at dyrene nok skulle overleve, til der kom nyt græs. Et udsagn, der ikke passer med de senere hændelser, da man blev nødsaget til at tage hele 25 styk kvæg og 14 heste ud af projektet, grundet sult i vinteren 2019-20.

Derfor må jeg spørge: Holder Morten D.D.’s påstande i øvrigt?

Offentligt tilgængelige tal

Da Molslaboratoriet ikke offentliggør optegnelser om dyrenes antal og velfærd, herunder dødsfald, udtagelse grundet svækkelse m.v., er det svært at vurdere succesens omfang. Dog findes der en offentligt tilgængelig skrivelse (CHR-registret) om antal dyr udtaget af parken i vinteren 2019-2020. Heraf fremgår det, at man i ovennævnte periode har udtaget 25 styk kvæg og 14 heste. Det oplyses, at de fleste af dyrene er solgt til levebrug, samt enkelte aflivet. Ved gennemgang af kvægbesætningens CHR-register viser det sig, at størstedelen af det solgte kvæg er solgt til en nabo, som få dage senere videresælger dem til Ree Dyrepark til løvefoder. Denne manøvre kan kun skyldes, at Molslaboratoriet ønsker at skjule, at dyrene var udsultet og værdiløse til andet end løvefoder.

Ifølge CHR-registeret var der i foråret 2020 i alt 32 kreaturer og 24 heste tilbage. Af dem blev 16 styk kvæg i perioden vinteren 2020-21 solgt til naboen, hvoraf 13 styk endte som løvefoder i Ree Dyrepark. De resterende 16 kreaturer og 24 heste er vel en reduktion på mellem 1/3 og 1/2 af de dyr, der var på stedet, da der var flest dyr på de 120 ha.

Det vil glæde mig, hvis Molslaboratoriet ville offentliggøre fortegnelser af dyr og deres skæbne i hele laboratoriets løbetid. Det er vel heller ikke et urimeligt ønske, når forsøget er sket for offentlige midler.

Ejrnæs’ fornemmelse for lykke

Ovennævnte beskriver, hvor mange dyr der bliver udtaget af projekterne og ender som løvefoder, hvilket søges skjult ved ifølge kvæg-CHR-registeret at være solgt til levebrug til en nabo/stråmand, for kort tid efter at blive videreformidlet til Ree Dyrepark til løvefoder.

Fakta er vel, at dyr, der udsultes i en sådan grad, at de kun er anvendelige til løvemad, og dermed er udsultet til eksistensgrænsen, er foreneligt med biologernes naturforståelse. Biolog Rasmus Ejrnæs skrev i den artikel, jeg oprindeligt opponerede imod, at et dyr i frihed ikke lider mere ved sultedød, end hvis den fik en kugle i panden.

Rasmus Ejrnæs skriver videre, at han bliver lykkelig af at besøge Molslaboratoriet og opleve dyr, der lever et frit og vildt liv, uden at vi blander os – umiddelbart efter han har nævnt, at der ingen grund er til at tro, at sultedød om vinteren er et mere lidelsesfuldt endeligt for dyrene end andre dødsformer. Dermed kommer Ejrnæs måske uforvarende til at forherlige sultedøden. Det opponerer jeg imod. Samtidig skriver han, at dyrene lever et frit og vildt liv – nej, de er under hegn – og det er husdyr under hegn, derfor har mennesker – også i Molslaboratoriet – ansvar for dem og for, at de ikke er sultende.

Jeg er til enhver tid klar til at tage en diskussion ansigt til ansigt om, hvad dyrevelfærd burde dreje sig om. Det, der er foregået, er ikke dyrevelfærd.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev på www.altinget.dk, dén version kan du læse HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen