Mission vildsvinehegn lykkedes

Trods spot, spe, satiretegninger og modstand virkede vildsvinehegnet – hvilket glæder lederskribent på Jysk Fynske Medier

blok-og-kuglepen-bl

Af Anne Kleemeyer Kiil, Jysk Fynske Medier

Det var udskældt og udsat for spot og spe, da det blev præsenteret tilbage i 2018 – vildsvinehegnet langs grænsen.

Utallige artikler, ledere og satiretegninger påpegede de åbenlyst problematiske elementer ved hegnet, der dels var dyrt og dels hullet som en si med utallige åbninger langs med landegrænsen. Videoer med svømmende vildsvin florerede mange steder.

Også tyskerne brokkede sig over hegnet, der blev opfattet som noget symbolsk – en synlig grænse, der afskærmede gode naboer fra hinanden. Noget senere kom naboen dog på andre tanker og installerede selv et tilsvarende hegn på grænsen mod Polen.

Og se nu bare – skidtet har virket.

Vildsvinehegnet i kombination med intensiv jagt på de vildsvin, der allerede var her, har haft den betydning, at der ifølge Naturstyrelsen nu er to – kun to – vildsvin tilbage i Danmark. Og de lever på lånt tid. Det er et ønskescenarie.

For truslen om svinepesten er bestemt ikke blevet mindre. Den rykker nærmere og har eksempelvis haft den konsekvens, at lande uden for EU, blandt andet de kæmpestore asiatiske markeder, har lukket for al svinekød fra Tyskland, hvor smitten har spredt sig hurtigt, siden den blev konstateret i september.

Det ville være en katastrofe, hvis det skete for den dansk svinekødseksport, der tilvejebringer 11 milliarder kroner til landet hvert år. Særligt i Sydjylland, hvor landbrugserhvervet og følgeerhvervene beskæftiger utallige mennesker, ville en nedlukning af eksporten have forfærdelige konsekvenser, både økonomisk og menneskeligt.

Så det er utrolig glædeligt, at missionen er lykkedes, og de sidste to vildsvin er jaget vildt.

(Indlægget har også været bragt som leder i flere dagblade i mediekoncernen Jysk Fynske Medier, du kan eksempelvis – hvis du abonnerer på avisen – læse originalversionen i Vejle Amts Folkeblad via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen