Landbrug og natur-nationalparker er modsætninger

Det er ubegribeligt, at Landbrug & Fødevarer kan støtte natur-nationalparkerne, lyder det i læserbrev fra BL-medlem

Ulf Nielsen

Af naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

Landbrug & Fødevarer (L&F) vil bakke op om natur-nationalparkerne, lyder det nu fra næstformand Lone Andersen og Henrik Bertelsen, begge fra L&F’s Familiebrugssektion.

En natur-nationalpark er noget helt andet end de nationalparker, vi kender.

I en nationalpark trives landbrug og natur side om side, uden store indhegninger, der er til gene for alle. Blandt andet har Thy Nationalpark været en stor succes.

Klar ubalance

En natur-nationalpark derimod er et stort indhegnet område. Her må ikke være landbrugsdrift, jagt eller fældning af træer. Driftsomkostningerne vil blive astronomiske, hvis dyrene i de 15 store parker skal tilses efter gældende lovgivning, som også gælder for landbrugsdyr. Det er vel også derfor, der er lagt op til at fravige gældende dyreværnslovgivning i disse parker. Det betyder, at vi igen kan opleve misrøgt af dyr til fordel for biodiversitets-fantasier med helårs-græssere (kvæg og heste) uden vinterfodring.

Nuværende naturplejere, landmænd og jægere forvises fra parkernes områder.

Det vil skabe en stor ubalance i forhold til udbud og efterspørgsel af græsarealer, med store omkostninger til følge for vi dyreholdere, der har plejet arealerne i årevis.

En “rød/grøn” opfindelse…

Natur-nationalparkerne er opfundet af de rødgrønne, Danmarks Naturfredningsforening og flere andre. Gennem disse parker kan deres biologiske verdenssyn i første omgang overtage den danske statsejede natur. Naturstyrelsen skal således stå for opførelse og driften af natur-nationalparkerne, styret direkte fra København.

Hvordan kan L&F acceptere denne vanrøgt/sult af husdyr? Modsat har jeg flere gange observeret, hvor ”modige” L&F har været, når en kollega først har mistet sine penge, og herefter sin forstand, og efterfølgende har misrøgtet sine dyr. Ja, så er der mange heriblandt L&F til at fordømme den stakkels mand.

Hvis L&F’s folkevalgte er så lette at narre, som det ser ud til med opbakning til natur-nationalparker, forstår jeg bedre, hvorfor politikerne tør præsentere landbruget for flere uopnåelige krav, angående N-reduktion og CO2-afgifter.

Flere skrækeksempler

Både politikerne og L&F burde være advaret: Statens håndtering af minkskandalen til ca. 19 milliarder kr. samt statens/Naturstyrelsens manglende succes med dyrehold hidtil i f.eks. Mols Bjerge, styret af biologerne – og som har været en katastrofe for dyrene – burde jo få advarselslamperne til at blinke.

Som bosiddende i Jammerbugt Kommune og naturplejer i ca. 40 år har jeg fået erfaring for egen regning. Denne erfaring ønsker de offentlige instanser ikke at gøre brug af. De vil hellere bruge skatteydernes penge til at finde ud af det, vi private har lært i en lang årrække. Og de ved, det er hårdt arbejde – derfor tilpasser de nu loven til deres egne arbejdsforhold og ikke til dyrenes bedste. Hvordan L&F kan støtte det – ja, det er ubegribeligt for en almindelig landmand.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Maskinbladets onlineversion via linket HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har ligeledes ønsket teksten gengivet på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top