Af Vagn Lundsteen, planteavlskonsulent og direktør i Agropro
Bornholm adskiller sig på flere måder fra resten af Danmark. Ud over klipperne befinder Bornholm sig midt i Østersøen.
Hvert år passerer ca. 375.000 tons kvælstof forbi Bornholm, fra tilløbene fra de store byer langs Østersøen. Bornholms landbrugsareal er på ca. 35.000 hektar.
Hvis vi forestiller os, at der i gennemsnit udvaskes 10 kilo N pr. hektar fra den bornholmske landbrugsjord, svarer det til 350 tons kvælstof, eller mindre end 1 promille af hvad der tilføres Østersøen. De 350 tons er formentlig højt sat, da jorden primært består af god lerjord. Men uanset, er det en forsvindende lille del i forhold til den samlede mængde kvælstof, der løber forbi Bornholm.
Jeg vil vove den påstand, at det ikke vil have nogen negativ effekt på vandmiljøet i Østersøen, hvis man lod de bornholmske landmænd gøde efter planternes behov. Hvorfor ikke teste det? Jeg vil påstå, at hvis der potentielt udvaskes mere nitrat, når bornholmerne gøder efter planternes behov, vil det kun gavne Østersøen, som har et stort overskud af fosfor, der hvert år er skyld i store mængder blågrønalger og iltsvind.
Hvis det kan måles, at det forringer vandmiljøet, skal forsøget selvfølgelig stoppes. Vi er tidligere blevet lovet, at vi skal have lov til at gøde efter målinger og målrettet. Det blev hos den nuværende regering ”oversat” til flere efterafgrøder, lavere kvælstofnormer og højere udnyttelsesprocenter i husdyrgødningen.
Ingen af de lande, der findes langs Østersøen, har tilsvarende begrænsninger. Hvorfor skal bornholmerne så have det?
(Indlægget har også været bragt som læserbrev på Maskinbladets hjemmeside, dén version kan du se via linket HER. Skribenten er tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
