Døden er et grundvilkår – det er drab på sagesløse ikke

Hvis man lukker dyr ind i et hegn, har man ansvaret for dem – og så skal de ikke lide sultedøden, det kan jo sidestilles med drab, skriver naturplejer og BL-medlem Ulf Nielsen

Ulf Nielsen

Af naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

Døden er et grundvilkår for mennesker, dyr og planter – så langt er jeg enig med en biolog og seniorforsker ved institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der i sidste uge her i Altinget forsvarede den behandling, heste og kvæg har fået i Molslaboratoriet.

Dyrene der er et redskab i et biologisk eksperimenterende projekt om at slippe naturen fri for at fremme biodiversiteten og give mulighed for at studere og opleve vild natur med et minimum af menneskelig indgriben.

Nu er et indhegnet stykke jord jo ikke fri natur. 120 ha er ikke stort. Og en flok husdyr – kvæg og heste – udsat i 2016 ikke vilde. Det er stadig husdyr under hegn – og så har de mennesker, der holder dyrene under hegn, et ansvar for dyrenes tilstand. Det fremgår i øvrigt også af dyreværnsloven, selvom nogen – heriblandt Rasmus Ejrnæs – prøver at slippe fri af denne lov om ansvar overfor levende væsner ved at kalde deres projekter for rewilding og naturnationalparker.

Der er tale om drab på sagesløse, der ikke kan slippe væk, ikke bliver tilset i tilstrækkeligt omfang og ikke bliver fordret, så de er i forsvarligt huld. Deres død er et resultat af menneskers behandling af dem – derfor er det drab. Det er ikke en landmands slagtning eller en jægers skud, der begge har fødevarer som årsag, og som begge tager ansvar for dyrene indtil deres endeligt. Det gør man ikke på Molslaboratoriet.

Hvis en bondemand havde gjort noget tilsvarende…

Den tilstand, dyrene er bragt i, ville udløse en bøde til enhver bondemand, der ville behandle sine dyr på en tilsvarende måde. Og med rette.

Da Molslaboratoriet ikke offentliggør materiale om dyrenes velfærd, herunder dødsfald, udtagelse af dyr grundet svækkelse m.m., er det svært at vurdere projektet helt. Dog findes der en offentlig tilgængelig skrivelse (CHR-registret) om antal dyr udtaget af området i vinteren 2019 og 2020. Heraf fremgår det, at man i ovennævnte periode har udtaget 25 stk. kvæg og 14 heste. Det oplyses, at de fleste dyr er solgt til levebrug, samt enkelte aflivet. Men følger man kvæget igennem CHR-registret, er disse dyr videresolgt meget hurtigt til enten løvefoder eller destruktionsanstalt. For heste findes en tilsvarende registrering ikke.

Konklusionen er således, fra de offentligt tilgængelige tal, at af 32 udsatte dyr i perioden fra 26. februar 2020 til 27. april 2020 er 16 dyr destrueret eller anvendt til løvefoder, og 16 dyr har overlevet.  Det vil da glæde mig, hvis Molslaboratoriet kan fremvise journaler over dyrene, der viser noget andet.

De tal må kræve en forklaring

Og det kan de åbenbart – for Rasmus Ejrnæs’ tal er højere – men inkluderer nok også hestene. Han skriver således: ”Mod slutningen af vinteren i 2020 kollapsede bestanden på grund af fødemangel, og Molslaboratoriet valgte at fjerne 41 dyr, i takt med at de faldt for de kriterier for huld, som er opstillet for at leve op til husdyrvelfærdslovens bestemmelser.”

”Faldt for kriterierne” – dyr skal slet ikke nå derud, så de mistrives pga. manglende huld – og hvad blev der af de dyr – det fortælles ikke. Det fremgår af CHR-registret, at nogen er leveret til destruktionsanstalten DAKA, andre solgt til levebrug til naboen – men at denne nabo har videresolgt dem allerede samme dag – eller næste igen – og mange af dyrenes CHR-numre fremkommer i løbet af få dage hos f.eks. Ree Dyrepark, hvor de er brugt til forarbejdning.

Nu er det jo naturligt, at løver spiser oksekød, og at de tager de svageste dyr – men er det en offentlig instans værdigt at fremavle så svage dyr, at de lider og kun kan anvendes til løvefoder – og det i deres reproduktive alder? Så er det da mere værdigt, at de bliver skudt – inden dyrenes huld når en grænse, hvor dyrene beviseligt har lidt af sult.

Som praktisk dyreholder væmmes jeg ved, at veluddannede folk mener, at det ok at sulte dyr, så de ender på denne måde.

Nu skal dyrene have ret til at sulte…

Molslaboratoriet er ikke det eneste sted, hvor man i offentligt regi sulter dyr på denne ”naturlige” måde.

Og nu påtænker man at lave en særlig lovgivning for ”dyrevelfærd” i de såkaldte naturnationalparker, hvor dyrene får ret til at sulte, og hvor der ikke skal føres dagligt opsyn med dem. Det er 100% til ugunst for dyrene. Hele respekten for offentlige myndigheder vil i min verden forsvinde, hvis man laver en sådan lov.

Det vil i så fald blive under helt andre forhold, end vi bønders dyr har. Vi bliver da retsforfulgt i den grad, hvis vi misrøgter vore husdyr og udelader tilsynet med dem.

Og det er da rimeligt.

Hvor er det offentliges ansvar?

Jeg spørger: Har det offentlige ikke ansvar for dyr i deres varetægt?

Kan man frasige sig ansvaret for dyr i ens varetægt med henvisning til biologers bagvendte naturforståelse?

Er vi kommet så vidt, at det bevidst er tilladt at sulte dyr til eksistensgrænsen, blot fordi det kaldes rewilding og naturnationalparker?

Som bonde og naturplejer igennem 40 år må jeg sige fra.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev på www.altinget.dk, dén version kan du læse via linket HER. Det indlæg, der reageres på, kan du læse HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Bæredygtigt Landbrugs holdning til sagen kan du blive klogere på HER og HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen