Realisme på vej ind i klimaforhandlinger

Kravene til landbruget bliver mindre, end man havde forestillet sig i første omgang – lyder det fra fødevareministeren om den kommende klima- og miljøaftale

christiansborg-i-fuld-figur1000

Bæredygtigt Landbrug har sagt og skrevet det et utal af gange:

Hvis man regulerer danske landmænd for hårdt – med eksempelvis urimelige krav om CO2-reduktioner – flytter fødevareproduktionen blot til andre lande med et meget større miljø- og klimaaftryk end det danske. Sådanne restriktioner vil altså ikke bare være ødelæggende for erhvervet herhjemme men også for klimaet globalt set.

Dén sandhed er tilsyneladende også ved at gå op for de ansvarlige politikere.

For godt nok slipper der ikke mange detaljer ud fra disse dages formøder forud for kommende egentlige forhandlinger på Christiansborg om en ny klima- og miljøaftale – men fødevareminister Rasmus Prehn (S), som styrer forhandlingerne, siger nu til dagbladet Børsen, at landbrugets CO2-udledninger ikke vil blive reduceret lige så meget, som man ellers tidligere har troet. Kravene til sektoren er således nedtonet i det kommende klimaudspil, som regeringen vil præsentere inden så længe:

”Jeg tror, vi kan lave noget, der bliver ganske fornuftigt og samler Folketinget bredt. Som leverer på både klima, miljø og biodiversitet. Måske ikke så meget, som man havde forestillet sig i første omgang”, lyder det fra ministeren.

Rasmus Prehn lægger i interviewet vægt på landbrugssektorens skrøbelige økonomi – hvor for høje krav vil resultere i konkurser.

Hvis du abonnerer på Børsen, kan du læse hele artiklen via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top