Når klimaduksen er en klimaskurk

Den gennemsnitlige dansker udleder flere klimagasser end den gennemsnitlige verdensborger – men det giver stadig ingen mening at afgiftsbelægge vores produktion

Photo by Markus Winkler

Af Jens Lund Pedersen, ekstern faglig konsulent, Bæredygtigt Landbrug

Lad os pudse glorien.

På papiret er Danmark klimaduks og helt unik, men i realiteten udleder en dansker via sit forbrug væsentligt flere klimagasser end hovedparten af verdens borgere. Forskellen på en klimaduks og en klimaskurk skyldes, at klimabelastningen sker, hvor varen produceres. Det gør, at Kina som land er verdens største klimaskurk, da kineserne producerer mange af de varer, der forbruges globalt. Så udledninger af klimagasser stiger fortsat i Kina, mens den falder i EU-landene.

Effektiv produktion

Den danske produktion, fra elektronik til grøntsager, kød og mælk, er meget CO2-effektiv, ligesom vores energi i stort omfang produceres fra vedvarende kilder og import af træpiller, hvor sidstnævnte ikke tæller med i CO2-regnskabet. Den foreløbige opgørelse af Danmarks drivhusgasudledning for 2019 viser 46,7 mio. tons CO2e og omfatter produktionen.

Men opgørelsen afspejler ikke den gennemsnitlige danskers forbrug. Tænketanken Concitos tal viser, at hver enkelt danskers forbrug i gennemsnit udleder 17 tons CO2 i atmosfæren om året svarende til 98 mio. tons for hele befolkningen. Heraf udgør vores forbrug af mad og drikke 2,5 til 3 tons/person, mens vores fælles forbrug til drift af f.eks. skoler, hospitaler og udbygning af veje udgør næsten det dobbelte. Restmængden går til vores forbrug af ting og sager (tv, telefoner, computere, tøj, biler, hvidevarer osv. osv.) samt til transport og opvarmning.

At lægge afgift på produktionen, som beregnet af Det Miljøøkonomiske Råd, vil sikkert pynte på det officielle danske klimaregnskab, men globalt kan det føre til større klimabelastning.

Forskning ønskes

Et flertal i Folketinget har besluttet, at den officielle danske udledning skal reduceres med 70 % i forhold til 1990 i årene frem mod 2030. Her kan landbruget bidrage, men som for alle andre sektorer skal der udvikles nye værktøjer til disse reduktioner. Nye sorter og dyrkningsmetoder skal bidrage til højere udbytter, biogas skal måske udbygges til at dække hovedparten af det fremtidige gasforbrug, og indenlandsk biomasse kan måske erstatte importerede træpiller.

Så vend kasketten.

Fremtidens fødevareproduktion kræver forskning og ny viden fra mange videnskabelige discipliner – herunder jordbrugsvidenskab – på et helt andet niveau, og det er nu, der skal investeres.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen