Må fornuften indfinde sig

BL-medlem Bo Ritterbusch er utilfreds med de rigide og firkantede regler omkring boringsnære beskyttelsesområder, der koster lokalsamfundene ekstra udgifter

ritterbusch-1

Af Bo Ritterbusch, Korupvej 10, 9560 Hadsund

Vedrørende Veddum vandværk og BNBO (boringsnære beskyttelsesområder):

Noget af det smukkeste ved decentral styring er, når lokale borgere engagerer sig i lokale problemer og løser dem lokalt.

Centralt kan man sætte nogle enkle overordnede rammer. Man kan f.eks. sige enkelt og logisk til de små lokale vandværker: ”I skal levere rent vand, hvordan I gør det, må I selv om”.

Ingen tiltro til de lokale folk?

Jeg foreslog selv den tilgang, da de første BNBO-planer var til behandling i byrådet. Det var der i et ellers borgerligt byråd ikke opbakning til. Nok en af de sager der overraskede mig mest. Den tillid turde man åbenbart ikke tiltro lokale folk. Folk, der mange steder har viet det meste af deres voksne liv til at holde et lokalt vandværk kørende. Jeg synes nu nok, de skulle vide, hvad de har med at gøre.

Sikringen af vores drikkevand kunne have været en fin proces mellem ligeværdige parter – vandværker og den kommunale forvaltning imellem. Forvaltningen her som en rådgivende partner. Det fravalgte man, og man valgte den model, som vi nu ser trækker firkantede løsninger ned over lokale bestyrelser, der ikke kan finde hverken logik eller fornuft i tingene.

Automatreaktionen fra forvaltning og udvalgsformanden er desværre forventelig og umådelig trist: ”Nu er det bestemt sådan, så må I forstå at makke ret”.

Ude på landet må vi stå sammen

Vi står nu med rigide og firkantede planer, der på den ene eller anden måde koster lokalsamfundet ekstra udgifter, vel at mærke uden at der bliver nogen målbar effekt. Proportionerne er uholdbare.

Jeg synes stadig, vi skal turde lade lokale bestyrelser have ansvar for at levere rent vand og derved også lade dem have ansvaret for, hvilke forholdsregler de ønsker at tage.

Ude i de små lokalsamfund må vi stå sammen om at beholde de ting, vi trods alt stadig selv er herrer over. Centraliseringen bider os i haserne konstant.

Må fornuften indfinde sig.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Nordjyske. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top