Grøn fremtidsproduktion kræver intensiv landbrugsdrift

En grøn omstilling af landbruget skal baseres på produktion i forhold til efterspørgsel, faglighed, viden og realisme. Naturen, miljøet og biodiversiteten kan trives side om side med et sådant ressourceoptimeret landbrug

Jørgen Evald Jensen i mark

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vandværksvej 28, 9800 Hjørring

Landbruget skal producere – fødevarer, energi og biomasse – vi skal oplagre CO2 og samle næringsstoffer op. Landbruget skal producere energirigtigt, ressourceoptimeret, klima- og naturoptimeret og skaffe valutaindtægter til fædrelandet. Landbruget skal give plads til natur, miljø, biodiversitet – veje og byer.

Det er jo ganske enkelt: Hvis landbruget vel at mærke får lov til at skabe en effektiv, intensiveret, ressourceoptimeret produktion baseret på faglig indsigt. Men det er ikke de emner, der præger debatten, hvor det tværtimod er begreber som reduktion og udtagning, der dominerer. Mange har desværre fået den fejlagtige opfattelse af, hvad der er muligt at nå.

Ingen bestemmer over naturens love

Politisk kan man jo sagtens bestemme, om man vil have et dansk producerende landbrug eller ej – men end ikke den rødeste politiker kan bestemme over naturens love eller få naturen til at adlyde et bestemt politisk budskab. Det kan en blå politiker heller ikke. Ingen kan redde hverken naturen eller miljøet ved at vedtage noget, der ikke kan lade sig gøre. Så enkelt er det ude i naturen, hvor landbruget dyrker jorden. Her arbejdes med naturen – ikke mod naturen.

En reduktion af udledningen til et samlet mål på 36.600 tons kvælstof årligt samtidig med en fortsat udledning fra punktkilder på 7-8.000 tons er ikke muligt. Ingen kan jo heller anvise vejen til, hvordan det skal ske. Gid debatten og de politiske beslutninger også vil afspejle det.

Landbruget er altid omstillingsparat

Landbruget producerer fødevarer – animalske eller vegetabilske – alt efter efterspørgslen. Landbruget har altid været og er stadig omstillingsparat. Hvis plantebøffen eller andre planter efterspørges, er det de råvarer, vi producerer. Hvis flæskestegen efterspørges, producerer vi den. De, der vil betale prisen, er dem der bestemmer markens afgrøder – føde eller foder – det er landbrugets naturlov. Der er fuld ligestilling – så det radikale ekstremt dyre forslag om ligestilling mellem produktionsformerne er helt på månen. Forbrugerne bestemmer altid via efterspørgslen.

Gødning er planternes næring, der giver stærke sunde proteinrige planter, der både optager CO2 og næringsstoffer. At reducere gødningstilførslen, som regeringen og dens støttepartier anført af bl.a. Mette Gjerskov foreslår, hjælper ikke på kvælstofudledningen – snarere tværtimod. Man skal huske, at udledningen har været konstant i de seneste godt ti år – ligegyldigt om vores afgrøder blev udsultede, planterne var forpjuskede og ikke kunne sælges på verdensmarkedet på grund af mangel på protein – eller vi med Landbrugspakkens velsignelse i 2015 fik mere gødning. Professor Jørgen E. Olesen har flere gange understreget, at gødskning på dyrkningsfladen ikke er den afgørende faktor for udledningen.

Det hjælper ikke at tage gødningen fra landbruget. Det vil blot reducere afgrødernes proteinindhold og reducere både CO2- og næringsstofoptag.

Ikke samme effekt

Øgede efterafgrøder er ikke en mulighed. Efterafgrødearealet kan med den nuværende afgrødesammensætning ikke øges yderligere uden en reduktion i vintersædsarealet, og vil derfor ikke give samme effekter. Det er desuden nødvendigt med hurtige nye forsøg, der giver et mere realistisk billede af effekten af vintersæd – både sået tidligt og semi-tidligt i forhold til efterafgrøder med efterfølgende vårsæd.

En CO2-afgift til at reducere næringsstofudledningen er ikke faglig funderet. Vismændene har bl.a. ikke medtaget kvælstofretentionen fra rodzonen og ud til det marine miljø i deres forslag, og de burde vide, at en reduktion af udledningen på 20.000 tons ved tiltag på dyrkningsfladen er helt skudt i hegnet.

Direktør Søren Bukh Svenningsen, Dansk Miljøteknologi, har ret, når han 9. marts skriver, at de første danske vandmiljøplaner virkede: ”En indsats over for landbrugets udledninger af næringsstoffer og en massiv renseindsats over for byernes og industriens spildevandsudledninger betød, at det danske vandmiljø fik det bedre, om end vi langt fra kom i mål.”

Siden har vandmiljøplanerne fredet rensningsanlæg og lagt eneansvaret for at reducere kvælstofudledningen på landbruget. Med mere af det samme – som heller ikke hjælper, det dokumenterer de seneste 10 års NOVANA-målinger (der årligt dokumenterer miljøets tilstand).

Sådan kan vi ikke blive ved

Det nytter ikke at blive ved sådan – lad os få ny teknologi i spil, opdater spildevandsplanerne i alle kommuner, lad os fokusere på andre presfaktorer end kvælstof (som den internationale evaluering af de danske kvælstofmodeller påpegede allerede for flere år siden). Lad os måle mere, så vi ved, hvor de forurenende stoffer kommer fra. Vi skal ikke fortsat risikere, at badende og lystfiskere møder bakterier og miljøfarlige stoffer på grund af overløb fra kloakker.

Mulighederne er der, hvis vi møder hinanden på faglighedens grundlag og en fælles forståelse af, at både produktion og natur har deres plads i vores land.

(Indlægget har også været bragt på www.altinget.dk. Hvis du abonnerer på Altinget, kan du læse hele dén version via linket HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen