Af Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver og direktør i Agropro Danmark
Svenskerne har hele tiden haft en helt anden tilgang til Covid-19, end vi har i Danmark.
Hvad der er den rigtige strategi, vil jeg overlade til de kloge at vurdere på. Men én ting er helt sikkert: Forskellen i strategier mod Covid-19 efterlader Sverige med en regning på flere hundrede milliarder kroner mindre, end efterfølgende generationer i Danmark skal betale af på.
Men det er ikke kun på Corona-området, at Sverige har en anden tilgang til tingene.
Til trods for, at det er samme farvande, som omgiver os. Østersøen, som ifølge internationale vandområder går helt op til Læsø, er recipient for blandt andet både Sverige og Danmark. Sverige har en lang række fjorde som Danmark, der ”belastes” af byer og landbrug. Til trods for dette har Sverige ingen restriktioner på kvælstof og heller ikke noget fosforloft. Her gødes efter sund fornuft og godt landmandskab. Der er tillid til svenske landbrugsfamilier.
På pesticidområdet har Sverige en lang række produkter, som vi enten aldrig får, på grund af strengere godkendelsesprincipper, og en lang række midler, som er blevet forbudt i Danmark af samme grund. Det stiller for mig følgende spørgsmål: Er svenske forskere og politikere mere realistiske omkring risici end danske? Har den magt, som Danmarks Naturfredningsforening har over danske politikere og infiltrationen af forskerverdenen, sat denne sunde fornuft ud af kraft i Danmark?
Hvordan kan vi tænke så forskelligt i to nabolande? Hvem har ret? Det kan ikke begge have.
I tresserne kaldte vi Sverige for ”Forbuds-Sverige”. I min verden er det i dag Danmark, der løber med den lidet flatterende titel: ”Forbuds-Danmark!”
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan bl.a. læse Maskinbladets onlineudgave HER. Skribenten er tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
