Flere hundrede journalister kommer til Danmark for at lære om vores miljø- og klimavenlige landbrug

Omkring 200 landbrugs- og fødevarejournalister fra et halvt hundrede lande gæster Danmark næste sommer

forår-1

Dansk landbrug roses internationalt for at høre til de mest miljø- og klimavenlige af slagsen på denne klode. At vi danskere i dén forbindelse ligger allerforrest i klimakampen, kan du forvisse dig om via Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside HER.

Nu kommer ikke færre end 200 journalister fra omkring 50 lande til Danmark for at studere dansk landbrug og fødevareproduktion på nærmeste hold. Det sker næste sommer – fra den 27. juni til den 3. juli 2022 – når de internationale journalister med base på Vingsted Hotel og Kongrescenter skal rundt i kongeriget og se, hvordan madproduktionen her til lands er på forkant med fremtidens løsninger.

Vært for begivenheden – den årlige kongres for sammenslutningen af internationale landbrugsjournalister – er foreningen Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.

Danmark er foregangsland

”Til 2022-kongressen vil vi samle hele landbrugs- og fødevareklyngen i et stærkt tema og en rød tråd, som tager sit afsæt i det, vi er gode til i Danmark; en smartere og mere bæredygtig produktion, der er på forkant med fremtidens løsninger”, siger foreningens formand, Frederik Thalbitzer, som til daglig er journalist på Landbrugsavisen.

”Danmark er foregangsland på mange områder, særligt i forhold til at leve op til samfundets krav om en bæredygtig fremtid og vækst. Under kongressen sætter vi netop dette i fokus – hvordan vi arbejder med bæredygtig vækst, og hvordan vi dokumenterer den. Vi glæder os til at byde hele verden velkommen til Danmark. Vi har meget unikt at vise frem til gruppen af internationale fødevare- og landbrugsjournalister”, forklarer han.

Følg forberedelserne på nettet og facebook

Frem mod kongressen kan indhold og program følges på www.ifaj2022.dk og tilsvarende Facebook-side – begge er under udvikling.

Hold dig i øvrigt orienteret på de danske fødevare- og landbrugsjournalisters hjemmeside.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen