Af journalist og foredragsholder Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg
Direktør Morten D.D. Hansen, Naturhistorisk Museum, er med titel af naturformidler ansvarlig for Molslaboratoriet og de lidelser, som kvæg og heste her har lagt pels, aborter og kadavere til i den forgangne vinter.
Til hvert andet medie har direktøren, som jeg er med til at lønne, på det seneste talt for et mentalt opgør med de seneste århundreders natursyn. For i og med vi på plejehjemmet ikke slår en døende, lidende mormor ihjel, skal vi heller ikke udfri et dyr af dets lidelse, selvom det er ved at dø af sult. Naturen må gå sin gang, siger M.D.D. Hansen.
Direktør Hansen har da fået rørt i gryden…
Aller helst ser han, at de sultdøde dyr samt aborterede fostre i Molslaboratoriets 120 hektar indhegnede ”park” bliver liggende som kadavere og ådsler til glæde for naturens genbrug af ressourcer. Kritik fra hestekvinder affærdiges med, at de udgør et ”skrupskørt, forskruet folkefærd.” De skal bare ikke komme med mad til hans rewildings-dyr. De og andre kritikere har ikke fattet, at når dyrene efter nedspisning af græsset tvinges til at spise giftig gyvel og træernes bark, da har det et formål: Når det bliver forår og sommer, kan truede vilde blomster bedre klare sig i konkurrence med det vilde græs.
Noget tyder på, direktør Hansen har fået rørt så meget i gryden, at han fra næste vinter kommer til at efterleve et sæt nok så anstændige dyreværnsregler bag den indhegning, som hindrer dyrene i at vandre til f.eks. parcelhuskvarterernes græsplæner. Så her forlader jeg ham og går til mit egentlige ærinde:
Foder ædes, kalve kastes eller kælves
Dyr bruger ikke kniv og gaffel, de spiser ikke. De æder. Og det er ikke mad, de æder, det er foder. Når en ko mister et foster i utide, hedder det ikke abort, men kastning. Når koen velfodret og i gode rammer på et landbrug går tiden ud, kælver den en kalv.
Disse termer kendte de fleste for 25 år siden – i naturlig forståelse for, at der er forskel på dyr og mennesker. I dag kender de færreste til livet på et landbrug med dyrehold, men mange har kæledyr. Problemet er, at de menneskeliggøres. Ud fra dette kendskab til dyreverdenen ses der på produktionsdyr som på familiehund og -kat, men sjovt nok ikke som på fugl og kanin i bur på tredje sal! Det forhold nyder kæledyrs-veterinærerne godt af. Alt for ofte lappes og opereres der, hvor den anstændige aflivning er den etisk rigtige løsning.
Ud fra forskellige vinkler ligner de ”skrupskøre” kæledyrsfolk og Morten D.D. Hansen hinanden: Dyrene får lov at lide og leve for længe. Men hvor kæledyrets ejer menneskeliggør Fido, Piphans, Ninus og Mis, står Hansens rewilding for rendyrket dyrplageri. Stop ham!
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Hvis du er i tvivl om Bæredygtigt Landbrugs holdning til det, der er blevet kaldt statsligt dyrplageri, kan du læse pressemeddelelsen HER og læserbrevet HER).
