Dyr, der hegnes inde, skal både tilses og fodres

Naturstyrelsen Kronjylland er politianmeldt for dyremishandling. Et kritisabelt lovforslag på vej vil lovliggøre manglende fodring

køer-på-mark-tina

Naturstyrelsen Kronjylland er blevet politianmeldt, efter at seks stykker kvæg er døde på et af styrelsens naturarealer. Ifølge anmelderen er resten af flokken, der før talte ca. 25 individer, godt afmagrede. Hændelserne er sket indenfor den sidste måneds tid. Det fortæller Maskinbladet på sin hjemmeside.

Dyrene er ansat i naturplejens tjeneste. Ifølge skovridder Peter Brostrøm, der har ansvaret for dyrene i Mols Bjerge, har de mistet lidt flere dyr denne vinter, end de plejer.

”Det er vigtigt at finde en balance mellem naturpleje og dyrevelfærd”, udtaler han til Maskinbladet.

På Naturstyrelsen Kronjyllands arealer får dyrene i naturpleje tilskudsfoder ”i en vis mængde”, men de er der for at lave naturpleje.

Hvis et nyligt fremsat lovforslag til etablering af naturnationalparker vedtages, vil en sådan praksis med manglende tilsyn og fordring af dyrene blive lovmedholdeligt, hvis det sker på statens arealer og i naturplejens tjeneste.

Hændelsen i Mols Bjerge viser med al uønskelig tydelighed, at Bæredygtigt Landbrug har ret i høringssvaret om naturnationalparker og rewilding fra den 12. februar 2021. I det påpeger BL, at man ikke af hensyn til naturplejen skal kunne fravige dyrevelfærdslovens §3, hvor det hedder, at dyr skal behandles omsorgsfuldt, huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til dyrenes fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

”Det er besynderligt, at de regler, der er lavet for at sikre, at dyrene trives, fraviges, når blot man deklarerer området som en naturnationalpark. At fravigelsen af dyrevelfærdsloven ifølge lovforslaget sker på baggrund af økonomiske hensyn, er betænkeligt. Det er en voldsom forskelsbehandling – og begrundelsen er usaglig”, lyder det skarpt i Bæredygtigt Landbrugs høringssvar.

”Dyr, der hegnes inde, skal under tilsyn, og de skal fodres, Når vi mennesker har anbragt dyrene på en afgrænset lokalitet, så har vi også påtaget os ansvaret for deres velbefindende ”, understreger direktør Hans Aarestrup, Bæredygtigt Landbrug.

Se Maskinbladets artikel HER (for abonnenter) og Bæredygtigt Landbrugs høringssvar HER.

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top