Der er langt fra København til Bruxelles

EU-Kommissionen er tydeligvis mere bevidst om landbrugets betydning for samfundet, end Det Miljøøkonomiske Råd er i den hjemlige andedam – skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent

eu-flag

Af Jens Lund Pedersen, ekstern faglig konsulent, Bæredygtigt Landbrug

Det Miljøøkonomiske Råd havde fået til opgave at analysere forskellige afgiftsmodeller til fortsat reduktion af drivhusgasser.

En opgave, som et flertal i Folketinget åbenbart har bestemt sig for, desuagtet at vi i vores europæiske fællesskab har været med til at vedtage EU-Kommissionens forslag til ”Den nye grønne pagt”.

Et bæredygtigt fødevaresystem nævnes af Kommissionen som en nødvendig forudsætning for at nå klima- og miljømålene i den grønne pagt, samtidig med at primærproducenterne sikres højere indkomster, og EU’s konkurrenceevne styrkes.

Pisk, hold kæft og afgifter…

Overfor dette står Det Miljøøkonomiske Råds diskussionsoplæg, der som en pisk- og hold-kæft-strategi skal styre os ved hjælp af afgifter. Rådet er til dels undskyldt, fordi dets medlemmer måske ikke har meget forstand på landbrug, men oplægget er uoverskueligt langt fra den fælles landbrugspolitik i EU, hvor man inden udgangen af 2023 vil fremsætte en lovgivningsmæssig ramme for et bæredygtigt fødevaresystem.

I modsætning til diskussionsoplægget fra Det Miljøøkonomiske Råd vil EU-Kommissionen arbejde på at fastlægge fælles definitioner samt generelle principper for og krav til bæredygtige fødevarer. Rammen vil også adressere det ansvar, der påhviler de forskellige aktører i fødevaresystemet. Rammen vil, kombineret med certificering og mærkning af fødevarers performance med hensyn til bæredygtighed og med målrettede incitamenter, gøre det muligt for operatørerne at få udbytte af bæredygtig praksis og gradvist højne standarderne for bæredygtighed, så disse bliver normen for alle fødevarer, der markedsføres i EU. Og her vil dansk landbrug klare sig.

Visionært EU

Forskellen ligger i, at Kommissionen er bevidst om landbrugets betydning for fællesskabets økonomi og ikke mindst, at man både er visionær og bevidst om, at mange redskaber skal udvikles for at nå de fælles klimamål.

Det må Folketingets flertal også kunne indse, selv om der er langt fra København til Bruxelles.

Scroll to Top