SF’er vildleder Jyllands-Postens læsere

Nej, det moderne landbrugs planteværnsmidler udgør ingen trussel mod drikkevandet - og meget andet end landbrugets næringsstoffer påvirker vandmiljøet

peter-kiær-nummer-1

Af Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

At SF’s folketingsmedlem Signe Munk tydeligvis ikke bryder sig om dansk landbrug, kan jeg næppe ændre på. Men hendes usande påstande i Jyllands-Posten (12.2.) skal ikke stå uimodsagte.

”Drikkevand bliver forurenet med rester fra sprøjtegifte fra markerne”, lyder det fra Signe Munk.

Hvor i alverden har hun dén besynderlige påstand fra?

Der er en grund til, at hele Danmark henter det rene drikkevand ude på landet, ofte under landmandens marker. Vel at mærke uden risiko. For ingen drikkevandsboringer er således blevet lukket som følge af moderne planteværnsmidler brugt på marken. Drikkevandet i Danmark er rent og sundt, men det, der indimellem kan måles i vandet, stammer fra punktforureninger som lossepladser samt kemikalier, der blev nedgravet på myndighedernes ordre, plus nedbrydningsstoffer fra plankeværksmaling og i øvrigt diverse stoffer, der har været forbudt i 20-25 år. Intet af dette har med moderne landbrugsdrift at gøre – og Signe Munk skylder en undskyldning for påstanden!

Spildevand er et problem

Derudover påstår SF’eren, at landbruget er hovedleverandør af de næringsstoffer, der finder vej til vandmiljøet.

Dét udsagn er lige så mærkværdigt – idet vi fra Dansk Hydraulisk Institut ved, at blot mellem fem og seks procent af kvælstoffet i de indre danske farvande kommer fra Danmark. Situationen er selvfølgelig en anden inde i fjordene, men det er dog spøjst af Signe Munk at nævne Mariager Fjord i sammenhæng med landbrugsdrift – idet denne fjord har et meget lille landbrugsopland…

Ja, der kommer næringsstoffer ud i vandløb og fjorde – men udfordringen stammer lige så vel fra spildevand/menneskegylle. Den seneste opgørelse viser, at 40 % af fosforudledningen kommer fra punktkilder, hvor renset spildevand udgør hovedparten. Gyllen fra køer og grise bliver trods alt brugt som gødning til vores planter i marken og løber ikke ud i vandløbene – modsat vi menneskers afføring…

Landbruget fylder mindre og mindre

I øvrigt fylder landbruget mindre og mindre på det danske landkort – helt nøjagtig 59,8 % i dag mod 75,8 % i 1938. Til gengæld fylder byer og veje meget mere – på bekostning af naturen.

Hvad SF-politikeren også burde vide, er at dansk landbrug er verdensberømt for sin bæredygtighed samt unikke miljø- og klimavenlighed. Vi høster stor ros i udlandet for den høje kvalitet af de madvarer, vi producerer – og for at kunne gøre det med et bemærkelsesværdigt lavt forbrug af gødning, pesticider, antibiotika osv.

Måske jeg og mine landmandskolleger over det ganske land fortjener anerkendelse for dén indsats – også fra politikere i den hjemlige andedam.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i den trykte udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten).

Scroll to Top