Realisme i klimaforhandlingerne: For klimaets skyld – lavbundsjord skal da dyrkes

De politiske klimaforhandlinger på landbrugsområdet er for alvor gået i gang på Christiansborg. Ambitionerne udenfor Borgen er høje, presset er stort, der skal nås et højt reduktionsmål

Gustav Garth-Grüner

Af Gustav Garth-Grüner, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Sandbygaard, Glumsø

100.000 ha lavbundsjord skal tages ud af produktion for at mindske CO2 udledningen, understregede Danmarks Naturfredningsforening og deres medløbere forud for forhandlingerne – men det tal er åbenbart slet ikke højt nok for Danmarks Naturfredningsforening. Hvor højt mon Landbrug & Fødevarer vil gå med op, når det ikke længere er blot for klimaets skyld landbrugsjord skal udtages, men også for naturens og biodiversitetens skyld?

Det er eller ikke enkelt at udtage lavbundsjord for klimaets skyld.

Oversigten over den danske humusjord bygger på meget gamle registreringer. Ved nyere undersøgelser viser det sig, at den udpegede jord – ofte slet ikke indeholder humus i de forudsatte mængder – og derfor ikke udleder den mængde CO2, der tales om. Det gælder for en meget stor del af den humusjord, der har været dyrket i mange år. Her er tale om god dyrkningsjord uden det store reduktionspotentiale.

Realisme er nødvendig

De nyeste videnskabelige estimater lyder, at der højst er 38.000 ha egnet lavbundsjord, at det vil være særdeles omkostningstungt at udtage dem og at potentialet for at nedbringe CO2 på den måde, ikke er så højt, som man tidligere antog. Langt hovedparten af udledningen kommer andre steder fra. Derfor er det forkasteligt at fremture med sådanne forslag om at udtage lavbundslandbrugsjord.

Hvis der ikke er realisme i forslaget, bliver det jo slag i luften uden betydning for klimaet,  og så er det Naturfredningsforeningen finder på nye områder, som udtagning af produktiv landbrugsjord er godt for. Er det mon mere for at bremse produktionen, at naturfrederne vil udtage landbrugsjord end for klimaets, miljøets og biodiversitetens skyld? Det er skruen uden ende. Hvornår vil L&F forstå det? Udtagning af landbrugsjord har enorme omkostninger for samfundet i form af tabte arbejdspladser og mindre produktion. Det skal stoppes, fordi det er en undskyldning for en skjult dagsorden.

Klimaforhandlingerne må føre til, at man sænker klimaudledningerne mest muligt på et fagligt realistisk grundlag – samtidig med der tages hensyn til arbejdspladser og omkostninger. Det er det ikke med udtagning af påstået lavbundsjord i større stil.

Samtidig skal vi flytte fokus fra udelukkende at se på reduktion, til i større stil at fokusere på lagring af kulstof – det vil give en helt anderledes positiv win-win-situation for klimaet, økonomien og fødevareproduktionen.

Indlægget har også været bragt som læserbrev i Maskinbladet. Du kan læse den udgave HER

Scroll to Top