Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, Fredericia
Der var gang i skovlen dengang i 1960’erne.
Resterne af pesticider skulle afskaffes. Poser, dunke og efterladte sjatter skulle så langt væk fra mennesker som muligt. Så man gravede dem mindst en halv meter ned. Det var et krav, der kom fra Statens Giftnævn i 1966. Regeringen under socialdemokraten Jens Otto Krag blåstemplede ordren. For det var en ordre, ikke en anbefaling.
Det er disse gamle pesticider, vi finder i drikkevandet. Næsten intet kommer fra de stoffer, vi tillader i dag. De ”nye” stoffer, der fremdrages i debatten af bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, er gamle stoffer udviklet i fordums tid.
Jeg har svært ved at klandre datidens beslutningstagere for deres manglende viden. Jeg bebrejder heller ikke landmændene, private, kommuner og andre, at de fulgte myndighedernes retningslinjer.
Det gjorde de, og derfor blev pesticidresterne gravet ned overalt. Ved gårde, bag udhuse, i grøfter, i mergelgrave, på offentlige og private lossepladser. Ingen af stederne havde som i dag membraner under til at beskytte grundvandet eller drikkevandet. Bare resterne kom væk fra mennesker, så var myndighederne og politikerne glade – så var reglerne fulgt.
Punktkilder ved alle byer
Specielt lossepladserne blev punktkilder, der decideret sejlede i en undervandssø af pesticider. Næsten enhver mindre by i Danmark havde en losseplads liggende udenfor byskiltet. Mange lå i gamle grusgrave, der var meget dybe, og ofte stod grundvandet op i bunden på dem. Det var ikke kun landmændene, der gravede ned. Private, staten og især kommunerne kørte rester på lossepladserne. De brugte dem på fortove, parkeringspladser, legearealer, vejrabatter, indkørsler, jernbaner og alle steder, hvor der var stisystemer – som parker, kolonihaver og boligforeninger. Resterne røg ned under jordoverfladen.
I skovene dyppede arbejderne de små skud af nåletræer i et kar med DDT, før de plantede dem. Så træerne var beskyttet mod insekterne. Når de var færdige, så væltede de naturligvis resten ud i skovbunden. Så var det jo væk.
Nedgravningen fortsatte indtil 1975, og det var ikke små mængder, der røg ned under mulden. En rapport fra Miljøstyrelsen fra 1999 viste, at hver fjerde landmand havde gravet mindst et kilo pesticider ned. Hver 10. havde gravet mindst 10 kilo ned. Det var på et tidspunkt, hvor der var langt over 100.000 landbrugsejendomme over fem hektar i Danmark. Der er – så vidt jeg ved – ikke opgørelser for, hvor meget andre gravede ned eller smed på lossepladser.
Det gør det ekstra problematisk, at pesticider dengang ikke var udviklet til at gå i opløsning, som de er i dag. Myndighederne stillede ikke krav om det, så producenterne tænkte ikke videre på det. Ingen forstod jo for alvor, at pesticiderne kunne sive ned i grundvandet, når de ikke var konstrueret korrekt. Nogle af deres nedbrydningsprodukter vil være i vandet i op til 100 år.
Prefix direkte på boringerne
Vandværkerne var ikke klogere. Helt frem til 1997 brugte de totalukrudtsmidlet Prefix direkte oven på boringerne. Der skulle være pænt på vandværksgrunden, så folk kunne stole på, at vandet var rent. COOP reklamerede for dette vidundermiddel til private i medlemsbladet Samvirke. Det var tysk kvalitet fra Bayer. Det slog alle planter ihjel, så det kunne ikke bruges på marker.
Til gengæld blev midlet brugt på veje, fortove, indkørsler og alle steder med perlegrus. Ja, ude på landet blev det også brugt på gårdspladsen.
Nedbrydningsproduktet fra Prefix, kaldet BAM, blev uden sammenligning det mest fundne i drikkevandet. Det har stået for næsten 90 % af alle pesticidsløjfede boringer i Danmark. Eksperterne håber på, at det er væk i år 2100.
Endelig fik politikerne øjnene op for, at pesticider og deres nedbrydningsprodukter rent faktisk kunne ende i grund- og drikkevand, og dén åbenbaring var en god en af slagsen. Reglerne blev strammet, og pesticidproducenterne satte deres kemikere til at lave nye og bedre stoffer. I dag nedbrydes ikke bare stofferne selv, men også deres nedbrydningsprodukter hurtigt – og forsvinder helt.
Politikken, hvor håbløse regler skabte punktforureninger, fortsatte faktisk indtil 2009. Først da kom der ordentlige regler for de steder, hvor landmændene vasker deres sprøjter. Omkring halvdelen af landmænd havde deres egen sprøjte og dermed en vaskeplads i perioden fra 1960’erne og frem. Dertil kommer maskinstationer. Når man skyller pesticider ud på det samme sted, hvor der ikke er planter eller et beskyttende muldlag, så trækker de ned i grundvandet.
Forsvundet fra historieskrivningen
Der er altså sandsynligvis over 100.000 punktkilder af forskellig størrelse på de godt 43.000 kvadratkilometer, Danmark fylder. Det er op mod tre per kvadratkilometer. Ingen har styr på, hvor de ligger, og denne myriade af forureninger er næsten forsvundet fra den officielle historieskrivning. Alle taler om, hvad landmanden i dag bruger på marken, men når traktoren kører på marken, så sprøjter man i dag små mængder letopløselige pesticider ud over et stort areal.
Politikere, forskere, landmænd og myndighedspersoner fra dengang er næsten alle sammen gået bort i dag. Om de steg til himmels eller er endt dybt nede hos Lucifer, ved jeg ikke, men deres jordiske efterladenskaber hviler i undergrunden hos nedbrydningsstofferne fra deres pesticider. Mest fordi kirkegårdenes perlegrus naturligvis som oftest blev sprøjtet med de samme pesticider, som vandværkerne brugte.
Disse fortidens synder blev ikke skabt af onde mennesker, som var ligeglade. De vidste blot ikke bedre. De var vokset op i en tidsalder, hvor man kunne få Disney-tapet til børneværelset, som var imprægneret med DDT. Så var barnet sikkert. Fedtmule, Mickey Mouse og Anders And passede på næste generation. Ja, altså i forhold til insekter og den slags.
Harmløse midler
Føler du nu pesticiderne fra drikkevandet ligge tungt i din mave? Kan du mærke svulsterne vokse frem i din krop? Du skal ikke være bange.
For selvom politikerne ikke havde styr på grundvandet, så havde de styr på giftigheden. Den mængde pesticider og nedbrydningsprodukter, der samlet er i de 5,8 mio. danskeres daglige drikkevand, ville næppe påvirke dit helbred, hvis du drak den pågældende mængde hver dag gennem hele livet. Fundene er meget små, og midlerne er meget milde.
I dag peger nogle politikere mod nutidens kemi og landmandens sprøjter, men ingen drikkevandsboringer er blevet lukket som følge af moderne planteværnsmidler brugt ude på marken.
Problemet ligger ikke der, men i det kollektive hukommelsestab. Pesticiderne er i det grundvand, hvor vi henter vores drikkevand fra, fordi hele samfundet gravede dem derned på myndighedernes og politikernes befaling.
(Indlægget er sendt til Berlingske, der har valgt ikke at bringe det).
