Minister nægter at mindske dansk husdyrproduktion

Man kan godt håndtere klima- og miljøudfordringerne uden at reducere den animalske produktion i Danmark, understreger Rasmus Prehn overfor Greenpeace

Rasmus Prehn 2 - foto Steen Brogaard

Den socialdemokratiske regering har mildest talt været knap så populær i landbrugskredse. Men der blæser tydeligvis mildere vinde med den relativt nytiltrådte fødevareminister Rasmus Prehn.

Først lagde han op til dialog med erhvervet – bl.a. ved at droppe en annonceret klimaplan målrettet landbruget for i stedet at lytte til branchens input. Og nu understreger Rasmus Prehn overfor Greenpeace – der gerne ser en ende på den store danske svineproduktion – at det bestemt ikke er regeringens mål på nogen måde at mindske den danske animalske produktion i forbindelse med den klimahandlingsplan for landbruget, som politikerne forhandler om netop nu. Både eksporten og samfundet som sådan nyder således godt af eksempelvis svineproduktionen herhjemme, der er en af Europas største.

”Vi kan altså godt håndtere klima- og miljøudfordringerne uden at stille krav om, at husdyrproduktionen skal reduceres. Regeringen vil ikke lukke erhvervet eller bestemme, hvad landbrugerne skal producere. Men som en grøn og ansvarlig regering vil vi stille krav om, hvor meget produktionen må belaste klimaet. Alle må hjælpe til, for at vi kan nå målet om at reducere klimaudledningerne med 70 procent”, skriver Rasmus Prehn til den såkaldte miljøorganisation.

Du kan læse hele hans svar til Greenpeace via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top