Klimaforvirring

Det er næringsstoffer og ikke vægt, der er afgørende, hvis man skal opgøre forskellige fødevarers CO2-aftryk - skriver Bæredygtigt Landbrugs direktør

Cows on green Grassland, typical Bavarian Church in Background

Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia

En ny stor database fra den grønne tænketank Concito viser angiveligt, hvor meget CO2 flere hundrede forskellige fødevarer udleder. Desværre bliver ingen klogere af tallene.

Først og fremmest tegner undersøgelsen et fortegnet billede af, hvor slemt kød skulle være i forhold til grøntsager. Initiativet fra Concito kan derfor bedst betegnes som en ufaglig sviner til vores danske husdyrproduktion, der i øvrigt er internationalt anerkendt for at være særdeles miljø- og klimavenlig. Derfor frygter jeg, at en ukritisk tilgang til databasen kan medføre løsninger, der er skadelige ikke bare for landbruget men også for klimaet.

Det er da et super initiativ at ville lave en oversigt over fødevarers klimaaftryk, men resultaterne er decideret misvisende.

Problemet er, at man angiver belastningen ud fra hvert kilo fødevare, selv om det er indholdet af næringsstoffer og ikke vægten, der er afgørende. Det bør selvfølgelig i stedet angives i forhold til energien i maden eller i forhold til den mængde protein, der er i varen.

Et menneske har ikke behov for fødevarer af en given vægt. Vi spiser tværtimod en mængde, der dækker vores behov for bl.a. kalorier og protein. Derfor er det mere korrekt at gøre klimaaftrykket op i forhold til næringsstofindholdet. Og det er åbenlyst, at der er mere energi og protein i 100 gram svinekød end i 100 gram agurk.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse udgaver fra lokal- og regionalpressen HER, HER, HER og HER samt Effektivt Landbrugs netversion via linket HER).

Scroll to Top