Vores grundvand er så rent som aldrig tidligere – drik det før din nabo!

Danmarks Naturfredningsforening kærer sig ikke om miljøet men er tydeligvis kun interesseret i at sælge medlemskort - skriver BL-æresmedlem Knud Jeppesen

knud-jeppesen

Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Jelling

Som svar til Maria Reumert Gjeding (Danmarks Naturfredningsforening) i Avisen Danmark den 17. januar – og til de 98 % af danmarks befolkning, der ikke er medlemmer af DN og dermed betaler kontingent til så virkelighedsfjern en forening:

Vi kan alle roligt drikke vores grundvand.

Klar melding fra Miljøstyrelsen

Der er lige kommet den årlige rapport fra VAP. Det er et system, hvor forskere – som det eneste land i hele verden – tester, om godkendte pesticider udvaskes til grundvandet. Det foregår under realistiske forhold, hvor der er placeret måleudstyr under nogle landmænds marker, som dyrkes og sprøjtes helt normalt efter gældende regler og krav. De viser, at 99,99 % af alle rester efter pesticider er nedbrudt allerede et år efter udsprøjtning. Når det så tager ca. 30 år, inden vandet når ned og bruges som grundvand, er det svært at se problemet.

Og som Miljøstyrelsen selv skriver:

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at de nyeste VAP-data ikke giver anledning til at ændre i de aktuelle danske godkendelser af pesticidmidler.

Selv for de omdiskuterede 1,2,4 triazol siger Miljøstyrelsen, at der ikke er grund til ændringer. Nogle af de fund, man har gjort, er faldende, og andre kan ikke tilskrives de aktuelle sprøjtninger på markerne. 1,2,4 triazol findes i rigtig mange andre ting som træbeskyttelse, shampoo, kosmetik, medicin m.m. Og en del gamle totalukrudtsmidler, der selvfølgelig ikke er brugt på landbrugsjord men af DSB, vandværker, haveejere, gårdspladser. Disse midler er selvfølgelig forbudt for flere år siden, men eftervirkningerne kan ses enkelte steder endnu.

Det er da en positiv nyhed!

Så faktisk er det utroligt, at miljøministeren og de store medier ikke er ude og glædes over, at grundvandet har det godt. Især i denne ”nyhedsnegative” tid kunne en glædelig overskrift være: ”Vores grundvand er så rent som aldrig før, drik det før din nabo”. Det ville da fjerne en masse bekymringer fra en del forbrugere, og mange kunne da slippe for at købe den ene vandflaske med ”gammelt” kildevand efter den anden.

Så er det da ikke særlig intelligent, når DN foreslår, at disse godkendelser af pesticider skal flyttes fra Miljøstyrelsens forskere, som laver markforsøg fra virkeligheden, og over til fagligt intetanende politikere. Det vil sige, at DN ikke anerkender den forskning, vi betaler for i dyre domme. Det næste er vel, at DN foreslår, at politikerne skal sidde og godkende smiley-ordninger for spisesteder ud fra, om man kan lide pizza eller gourmetbøffer…

Næ, når det handler om landbrug…

Det er i øvrigt skæmmende, at DN puster sig så meget op, hver gang det handler om landbrug. Og formålet kan da kun være at sælge medlemskort. For hvis DN virkelig interesserede sig for miljø, er det da utroligt, at man aldrig ser læserbreve om minkmiljøkatastrofen med udsigt til at forurene både natur, grundvand og en badesø. Ingen læserbreve om overløb af urenset spildevand direkte ud i vandmiljøet. Ingen læserbreve om at Kbh. har lukket over 5 mio. m3 urenset spildevand ud i Øresund i 2019 med kommunens egen tilladelse. Eller om at tilladelserne er godkendt af DN (det svarer i øvrigt til, at 400 lastbiler lukker lort ud i Øresund hver dag året rundt).

Nej, så hellere være stolt af at lukke en stor flok kreaturer ud i naturen på Langeland. For det er jo kun ”rigtige” landmænds køer, der prutter, bøvser og laver CO2. Tåbelig ”miljødobbeltmoral” i bytte for medlemskort.

(Indlægget har også været bragt i bl.a. Vejle Amts Folkeblad som læserbrev, dén version kan du læse via linket HER. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top