Markbrugets klimaindsats skal kapitaliseres – og pengene skal i landmandens lommer!

Det er en god idé at komme med på vognen og få sat kroner og øre på den indsats, man gør for at binde kulstof i marken – skriver Bæredygtigt Landbrugs to direktører

Aarestrup

Af Hans Aarestrup og Jørgen Evald Jensen, direktør samt faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug 

 

De fleste har nok hørt, at man kan købe sig aflad for sine klimasynder, når man skal ud at flyve.  


Man har også kunnet give CO2-certifikater i julegave, så modtagerne kunne betegne sig selv som klimaneutrale det kommende år. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal der være nogen, som vil sælge det gode, de har gjort for klimaet, til dem, som vil købe sig til en grøn samvittighed. 
 


Det lykkedes ikke hidtil at tjene penge på det

Landbruget kan bryste sig af at have produceret mange CO2-certifikater i tidens løb. Det er bare aldrig rigtig lykkedes at få penge ud af det eller male erhvervet klimagrønt. Da man startede med at sælge halm til varmeværker, var det i første omgang som billig energi til nogen, som lavede strøm og varme. Nu sælger de ikke kun strøm og varme, men også CO2-certifikater. 


Ifølge Aarhus Universitet fortrænger halm afbrændt i stedet for naturgas 2700 kg CO2/hektar. Det er CO2-certifikater, der nu kan sælges af varmeværkerne. Hvis lommer havner den merindtægt i? Den samme historie kan fortælles om biogas.
 


Nu vil firmaet 
Commoditrader tilbyde en handelsplatform for CO2-certifikater – så det bliver muligt at kapitalisere den øgede CO2-lagring, man kan opnå ved at ændre driftsform i sit markbrug. 


Mange indvendinger

Det er der naturligvis mange, som har indvendinger imod. Der er nogle faglige indvendinger, som går på, om de teoretiske gevinster kan opnås i praksis etc. Det kan landmanden, som sælger, være helt ligeglad med. Han får sine penge for at gøre nogle driftsmæssige ting anderledes, og så sidder der nogle kloge hoveder et eller andet sted i verden og har taget stilling til, hvor meget det betyder for kulstofbindingen. De garanterer overfor køberne, at det virker. Landmanden skal bare holde sin del af aftalen. Det er det, han får sine penge for. 


Arla, Danish Crown med flere har været ude og problematisere, at landmændene kapitaliserer klimagevinsten, for det gør, at de produkter, de sælger, ikke kan gøres klimaneutrale med den indsats, landmanden gør i sin markdrift. 
 


En kæp i hjulet

Det er naturligvis forståeligt, at DC og Arla hellere vil have CO-certifikaterne forærende, end at de skal ud og købe dem, men når de får sig tænkt rigtigt godt om, kan de helt sikkert også godt se, at det nemmeste er at lade dem prissætte af markedet. Alternativet var, at selskaberne skal til at stille krav til, hvordan deres leverandører skal drive deres markbrug, og at de, som har stort jordtilliggende i forhold til deres leverance, skal afregnes bedre end dem, der ikke har så meget jord og derfor ikke har omkostningen ved at yde en grøn indsats for fællesskabet. 


Grovvareselskaberne har også ytret sig om udfordringer ved at handle varen, hvis der var solgt CO2-certifikater på arealer, men det er bare noget snak. Hvis det var rigtigt, kunne de jo heller ikke købe afgrøder af dem, som ikke vil ændre deres driftsform for at lagre mere CO2 i jorden. De har bare været for sløve til selv at få det sat i system, og nu prøver de så at stikke en kæp i hjulet, indtil de selv er klar med noget lignende.
 


Axelborg håbede vel på rådgivningstimer?

L&F bakker naturligvis selskaberne op, og havde vel også tænkt, at projektet kunne holde nogle rådgivere beskæftiget. Der skal såmænd nok blive nogle rådgivningstimer i det, men måske ikke så mange, som hvis de selv havde planlagt hele systemet. 


Det er en god idé at komme med på vognen og få sat kroner og øre på den indsats, man gør for at binde kulstof i marken. Foreløbig er der et firma, der tilbyder at hjælpe med det, men i takt med at omfanget stiger, skal der nok være andre, der melder sig på banen, og efterhånden bliver vi alle også fortrolige med principperne for handlen. Der er ingen grund til at vente eller forære det væk. 
 


Hvad så, når EU kommer med nye regler, og der måske bliver lovkrav om CO2-lagring etc.? Ja, så stopper festen, for man kan naturligvis kun blive belønnet for at gøre noget, der ligger ud over lovgivningen. Man kan håbe, man har tjent en skilling på det indtil da, og kan ydermere helt konkret vise politikerne, at deres nye krav ikke er en gratis omgang. 
 


Hvis det trækker ud med reglerne, ville det jo heller ikke være første gang…
 


(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis se Maskinbladets netudgave HER).

Scroll to Top