Ikke politikernes opgave at lave fødevare-begrænsninger

CO2-besparelser på fødevareområdet skal først og fremmest leveres af landbruget selv, ikke som følge af politiske tiltag – skriver pensioneret fritidslandmand

køer-i-stald

”Jeg tror, at verden fremadrettet har brug for store mængder mad, så en halveret dansk fødevareproduktion vil være egoistisk”.

Sådan skriver Niels Buhl, socialpædagog og pensioneret fritidslandmand, på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside.

Hans grundlæggende holdning er, at CO2-besparelser på fødevareområdet først og fremmest skal leveres af landbruget selv ved at forbedre hele produktionsapparatet.

”Landbruget har gjort det mange gange gennem de seneste 50 år og vil sikkert kunne gøre det igen. Jeg mener ikke, at det er folketingspolitikeres eller kommunalpolitikeres opgave at trække fødevare-begrænsninger ned over hovedet på enkelte dele af befolkningen ved f.eks. at begrænse udvalget af maden i offentlige køkkener eller lave kostpyramider, der måske lægger for megen vægt på klimaaftryk frem for folkesundheden. Jeg mener, at danskerne som helhed gerne vil bidrage til et bedre klima. Man kommer ingen vegne med tvang eller formynderi. Danskerne kan godt selv tænke og træffe selvstændige beslutninger”, skriver Niels Buhl.

Du kan læse hele hans indlæg via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top