Derfor trækker det ud med penge til minkavlerne

Fødevareminister Rasmus Prehn forklarede sig på samråd torsdag – hvor han bl.a. garanterede, at han har bedt Fødevarestyrelsen om at trykke på speederen

Rasmus Prehn 2 - foto Steen Brogaard

Hvorfor venter de danske (nu tidligere) minkavlere stadig på deres lovede udbetaling?

Dét spørgsmål stiller mange sig selv. Også fødevareminister Rasmus Prehn – som i går måtte forklare og forsvare sig i et samråd indkaldt af Dansk Folkeparti.

”Jeg havde selv den tilgang, som spørgerne har, om vi bare skal få betalt nogle penge ud aconto, og så kan vi modregne, når vi har den endelige aftale på plads. Det har vi set i andre sammenhænge. Der forklarede embedsmændene, at vi godt kan udbetale en arbejdsløn, men tempobonus ligger i en kategori, hvor der er et element af erstatning, og så skal det godkendes af EU”, lød det fra Rasmus Prehn.

Godkendelsen hos EU kan som bekendt først ske, når en model for erstatning til minkavlerne er forhandlet på plads mellem partierne.

Ministeren garanterede i øvrigt på samrådet, at han har bedt Fødevarestyrelsen arbejde på højtryk for at sætte gang i sagsbehandlingen og dermed udbetalinger af honorarer i forbindelse med aflivningerne og de lovede tempobonus.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens omtale HER samt i Maskinbladets artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top