Derfor gør vi oprør

”Oprør fra Landet” er opstået som en modreaktion på de mange ufaglige regler og krav, som erhvervet har fået trukket ned over sig i de seneste mange år

demo-3

Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Tørringvej 30, Jelling

Anni Jakobsen mener i et læserbrev at vide, hvem gruppen ”Oprør fra landet” repræsenterer – uden dog at ville fortælle, hvem hun mener ”os” er.

Ud fra de udokumenterede floskler, hun sender afsted mod nogle fra landbruget, er det svært at vurdere, om alle andre borgere så er lig med ”os”.

Men ”Oprør fra Landet” er opstået som en modreaktion på de mange ufaglige regler og krav, som erhvervet har fået trukket ned over sig i de seneste mange år, uafhængig af skiftende regeringer. Så problemet er ikke stor afstand mellem land og by, men den kæmpe afstand der er mellem dem, der bestemmer, og så dem, ”der arbejder på gulvet ude i virkeligheden”.

Regler og krav uden bund i virkeligheden

Efterhånden er der så mange ”eksperter” og jurister ind over alt, så almindelig sund fornuft er en by i Rusland. Og mange andre brancher har samstemmende meldt ind, at de også mødes af et utal af regler og krav fra det offentlige – regler og krav, der er så langt fra virkeligheden, at de ikke kan se fornuften i det. Derfor var bl.a. fiskerne med i Kbh. til traktordemonstrationen – og vi fik stor opbakning fra mange brancher lige fra taxaer, lastbiler samt turist- og rejsebranchen og andre liberale erhverv.

Og hvorfor spørger man ikke de virkelige eksperter om, hvordan vores arbejde udføres bedst? Altså alle dem, der arbejder med tingene i dagligdagen. Det gælder både fiskeren, SOSU-assistenten, læreren, fængselsbetjenten, bageren eller alle de andre, som dagligt passer deres arbejde og har den største viden om, hvordan tingene skal udføres, og hvilke regler der giver mening.

Gælder ikke kun landbruget

Rigtig mange får den opfattelse, at deres mening er ligegyldig, og ”systemet” nærmest tror, at alle vil snyde og bedrage, og derfor skal vi begrænses af regler, krav og forordninger. Det er altså ikke kun landbrugspolitik men også samfundspolitik. Og det er dejligt, når mange andre bakker op for at få det ændret til mere sund fornuft frem for systemparagraffer.

Og Anni – jeg og andre arbejder da netop for, at vi skal passe på den natur, vi lever i og af. Vi producerer lige nøjagtig de fødevarer, vi bedst kan sælge til de forbrugere, der nu engang køber vores varer. Men når ”kloge og vidende” folk laver tåbelige regler om, hvilken dato vi skal huske at høste, mindsker vores adgang til næringsstoffer, så vi udpiner jorden til vores efterkommere, lukker et helt erhverv på et pressemøde – ja, så er vi nødt til at melde kraftigere ud for ikke at miste endnu flere arbejdspladser ”uden for byerne”.

Men vi må jo alle kæmpe ud fra den viden, vi har – og håbe, vi kan nå et fælles mål om en bedre klode til gavn for alle ”os”.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i dagspressen – du kan eksempelvis læse udgaven på Vejle Amts Folkeblads hjemmeside via linket HER. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top