Den gamle historie om Loke og Thor går igen

Naturplejer og BL-medlem Ulf Nielsen fra Fjerritslev undrer sig over, at der er forskellige holdninger til naturplejeres muligheder

Cows on green Grassland, typical Bavarian Church in Background

Af Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

Myndighedernes forskellige holdninger til udegående kvæg er et godt bevis på, at minkskandalen kun er toppen af isbjerget med hensyn til offentlige myndigheders inkompetence og magtmisbrug, når det gælder behandling af dyr og af dyreholdere.

På den ene side er en naturplejer med udegående højlænderkvæg blevet idømt en bøde på 60.000 kr. for manglende læ/læskur, men senere frikendt i retten. Dyrene blev vinterfodret efter ædelyst.

Dyrevelfærd eller dyremishandling?

På den anden side etablerer myndighederne et nyt stort naturprojekt med rewilding, der bliver meget positivt omtalt af miljøminister Lea Wermelin. Projektet støttes med 2,5 mio. kr. af 15. Juni Fonden, der vel som sædvanlig går til en flok teoretikere uden praktisk erfaring.

Sædvanligvis vil vinterfodring ikke finde sted i et projekt, der betegnes med sådan et fint ord som rewilding. Det betyder nemlig, at dyrene skal klare sig selv på naturens præmisser, selv om de er indhegnede. Fakta er, at dyrevelfærden nærmere bliver til dyremishandling, når selv robuste kødkvægsracer skal leve af næringsfattigt klitgræs. Dyrene bliver magre i løbet af vinteren og uden fedt på kroppen og dermed ingen isolering til at beskytte sig mod kulde.

Rewilding burde være strafbart

De, der går ind for rewilding, skulle bures inde i en uge på vand og brød. Jeg vil tro, at 1/2 skive brød med vand ad libitum dagligt vil svare til det, de pågældende personer vil byde dyrene om vinteren.

Jeg har selv som naturplejer i 35 år altid haft udegående Angus-kvæg og små heste på egne arealer om vinteren, men er altid blevet afvist i at lave helårsgræsning på Naturstyrelsens arealer.

Jeg har også haft besøg af samme embedsdyrlæge, som anbefalede bøden på 60.000 kr. til den føromtalte højlænder-avler. Jeg slap med en bøde på 5.000 kr. i Landsretten for udegående kvæg og blev frikendt for straf for udegående små heste. I alt 292 dyr. Heraf mente embedsdyrlægen, at to års plage, der var midt i tandskift, var for magre. At andre i samme flok faktisk var for fede, var ikke ulovligt.

Dyrlæge bakkede mig op

Min egen dyrlæge gennem godt 20 år udtalte i retten, at han ved sine seks årlige velfærdsbesøg altid havde vurderet mine dyr til at have det godt. Han ville nærmest betegne dem til at være i næsten for god foderstand, hvilket embedsdyrlægen var enig i, bortset fra de to førnævnte plage.

Desværre er det min erfaring fra flere retssager, at byretsdommere grundet kompliceret lovgivning sjældent dømmer til fordel for den private, der er oppe mod offentlige myndigheder.

Spændende konklusion…

Det bliver spændende at se, hvordan embedsdyrlægen og retten vil vurdere afmagrede dyr fra et rewildings-projekt, der har fået fondsstøtte og minister-lovord. Mon det bliver på samme skala som mine to tænderskiftende ponyer eller efter den skala, der ramte højlænderavleren eller efter helt andre normer.

Mon der er lighed for Loke og Thor?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse avisen Effektivt Landbrugs onlineudgave via linket HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top