Brug de døde mink som gødning på markerne

Efter mere end 50 års erfaring som bl.a. landmand, svineproducent, minkavler og dambruger har Erik Ugilt Hansen et enkelt løsningsforslag

ugilt1

Af Erik Ugilt Hansen, Volstrupgård, Rosbjergvej 4, 9500 Hobro

Regeringens, forskernes og myndighedernes ulovlige aflivning og ulovlige deponering af mange tusinde tons minkkroppe hen over efteråret er ved at blive en rendyrket pengemaskine for uduelige embedsmænd og ligedannede ”eksperter”.

Kendetegnende for dem alle er deres uvidenhed om naturens cyklus, samt hvordan de fortløbende kan skaffe midler til dækning af deres uvidenhed.

For jo længere tid, de kan bruge deres uduelige eksperttitel til at forvirre medier, politikere og befolkning, jo større beløb inkasserer de fra de offentlige kasser, som er pivåbne for såkaldte ”eksperter”.

Jeg er helt enig med de politikere, der kræver fuldstændig og øjeblikkelig rengøring efter Mette Frederiksen, hendes instrukskommission og et hav af embedsmænd, som grundigt kender de fleste af Mette Frederiksens mange ulovligheder og løgne i minkskandalen. Men de er alle selv blevet en del af løgnene ved at tie og har fået mundkurv på i forsøget på at holde hinanden i skak.

Kø ved håndvasken

Og jeg kan kun beklage, at også en del af vores mink er blevet begravet på ordre fra Mette Frederiksen og hendes systemer ved Nr. Felding og Kølvrå, og derved er årsag til topmål af miljøsvineri, vedtaget af politikere, ”fageksperter” og embedsmænd.

Såvel (u)ansvarlige politikere, embedsmænd, og eksperter har alle stimlet sammen ved håndvasken og dermed skabt endnu mere forvirring og ikke en eneste troværdig løsningsmodel, som folk, der i årtier har arbejdet i praksis med naturen og dens organismer og væremåde, kan bakke op om.

Efter mere end 50 år som landmand, svineproducent, minkavler, dambruger, m.v., og dermed et grundigt kendskab til problemløsninger ved nye udfordringer i naturen og det danske vandmiljø, er løsningen på problemet med de ulovligt anbragte døde mink meget enkel.

For de aflivede mink er produceret så miljøvenligt som næsten ingen anden produktion i verden.

Biologiske produkter

Verdens bedste minkproduktion, den danske, er næsten udelukkende produceret på grundlag af råvarer fra fortrinsvis biprodukter fra hele den danske fødevareproduktion. Det drejer sig om alt dansk fjerkræaffald, alt afskær fra fiskeindustrien, meget affald fra svine- og kreaturslagterier, meget industrifisk, samt varmebehandlet dansk korn, vegetabilske kvalitetsråvarer og fedt, m.m.

Alt sammen biologiske produkter uden et hav af tilsætningsstoffer, hormoner, medicinrester, osv. Urin og afføring fra minkene bliver automatisk samlet i gylletanke og anvendes som næringsrig gødning til alle slags afgrøder på markerne.

Og indholdet af miljøfremmede stoffer, som i tusindvis findes i udløbet fra alle landets rensningsanlæg sammen med et virvar af hormoner, et virvar af medicinrester og et virvar af utallige andre stoffer, som myndighederne lukker øjnene for, findes ikke i minkenes krop.

Pløj dem ned

Altså vil alle de aflivede, delvis nedgravede mink ved korrekt håndtering kunne omsættes på fornuftig og billig vis ved brug af Danmarks bedste og billigste rensningsanlæg for organiske stoffer. Nemlig som energi/gødning til danske markafgrøder.

Derfor: Kør øjeblikkelig alle de nedgravede mink fra de to massegrave til 10-20 gylletanke for at stoppe nedsivningen. Herefter skal man straks etablere et svømmelag af snittet halm for at minimere/udelukke lugtgener.

Derefter er der styr på minkkroppene, og der kan tages de nødvendige analyser af kvælstof og fosfor, m.v., forud for udbringning og nedpløjning på agerjord.

Hele processen med lagring i et antal gylletanke kan klares på to-tre uger, hvorefter der er god tid til analyser før udbringning.

Kan gøres hurtigt

Jeg har vendt ovennævnte løsningsmodel med faglig direktør fra Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen. Han kan, sammen med andre relevante fagpersoner, bringe ovennævnte til udførelse i løbet af kort tid.

Og så er Mette Frederiksens og eksperternes miljøsvineri ”lukket inde” i løbet af cirka tre uger, hvis ikke ”systemets eksperter” kommer med benspænd.

Herefter er der god tid til at få analyseret det opgravede materiale og fundet de nødvendige arealer til udspredning.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug, du kan læse onlineudgaven via linket HER. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top