Bonnesen holder fast i krav om ”second opinion”

Seriøsiteten fra Aarhus Universitet kan ligge på et meget lille sted, lyder det fra Venstre-ordfører efter teknisk gennemgang af de nye kvælstofmåltal

Bonnesen

Folketingets miljø- og fødevareordførere er netop blevet præsenteret for en såkaldt teknisk gennemgang af de nye kvælstofmåltal meldt ud fra Aarhus Universitet. Og Venstres ordfører Erling Bonnesen understreger overfor Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside, at han absolut ikke er tilfreds med, hvad han og de øvrige politikere har set via computerskærmene:

”Det her er intet mindre end et alarmopkald! Vi holder fast i vores krav om en second opinion i forhold til det, der er blevet meldt ud fra Aarhus Universitet. Og du kan tro, at vi holder fødevareministeren op på, at han jo også var med på dén idé, da han kommenterede den umiddelbart efter sin tiltrædelse”, fortæller Erling Bonnesen.

“Helt på månen”

Målet om at komme helt ned på 36.000 eller 37.000 tons kvælstofudledning årligt er ifølge Erling Bonnesen både ”helt på månen” og ”totalt uacceptabelt”.

En reduktion på omkring 15.000 tons kvælstof årligt skal ifølge det oplæg, politikerne er blevet præsenteret for, findes ved fremtidige indsatser, mens man regner med, at mellem 5.000 og 6.000 tons effektueres via allerede igangsatte tiltag.

De flytter jo målstregen

”Men nu må vi altså have nogle andre end DCE ved Aarhus Universitet til at kigge på det her”, lyder det fra Erling Bonnesen.

”Vi ved, at universitetet har regnet forkert flere gange – og det er, hvad det er. Men vi har jo også oplevet, at man flytter målstregen, hver gang vi er ved at nå målet. Hvor er seriøsiteten i det? Nu forlanger vi at få opstillet nogle veje, værktøjer eller handlemuligheder – kald det, hvad du vil – som politikere, så vi kan arbejde med det her på en ordentlig måde. Vi er jo alle interesseret i et godt vandmiljø – på en måde, hvor vi ikke slår landbruget ihjel”, understreger Venstre-ordføreren.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top