Tusindvis af ”hemmelige” og myndigheds-godkendte pesticidhuller

Et hav af punktkilder med pesticider i det danske landskab er aldrig blevet registreret. De opstod på grund af myndighedernes uvidenhed om stofferne. Gamle undersøgelser viser det skræmmende omfang

skyer

Landmændene skulle grave dem ned – pesticiddunkene.

Rester på op til et kilo skulle de hælde i et hul på mindst en halv meters dybde.

Større mængder skulle de køre på lossepladsen – vel at mærke lossepladser uden membran.

Det var ofte gamle grusgrave, men også mergelgrave blev brugt som små lossepladser. Det var det perfekte design til at få pesticider og nedbrydningsprodukter i grundvandet.

Praksis var ikke landmændenes idé

Direktør for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, mener, at det er helt urimeligt, at danske landmænd får skylden for en praksis, der blev presset ned over dem fra oven.

”Myndighederne og politikerne kan ikke med rimelighed angribe landmænd for at forurene grundvandet, når tidligere tiders embedsmænd og politikere forlangte at få pesticiderne gravet ned i det. Datidens myndigheder vidste ikke bedre, men vi tilgiver dem for fortidens synder”, siger Hans Aarestrup.

Vejledning fra staten

Vejledningen kom fra statens giftnævn til de danske landmænd i 1966. Det var en praksis, der fortsatte indtil midten af 1970’erne. Opfattelsen dengang var, at det var godt, at resterne af pesticider kom ned i jorden og væk fra mennesker.

Maskinstationer håndterede pesticiderne på arealer, hvor der ikke var nogen form for befæstning. Det gjorde, at der på meget små arealer blev tabt meget store mænger pesticider, der har kunnet trække ned i grundvandet og drikkevandet.

”Tidligere tiders regler var uansvarlige med nutidens øjne. Politikere og embedsværket har travlt med at skubbe aben over på landbruget, men det er svært at klandre tidligere tiders landmænd for at følge de instrukser, som de fik fra myndighederne”, siger BL-direktør Hans Aarestrup.

Det var nemlig ikke et brud på reglerne, at maskinstationer havde en praksis, der i dag ville være dybt ulovlig. Myndigheder og politikere stillede ingen former for reelle krav på området. Det samme gælder landmændenes vaskepladser. Der regnede Miljøstyrelsen i en rapport fra 1999 med, at der var omkring 45.000 i Danmark.

Tåbeligt at lave begrænsninger på landbruget

Hans Aarestrup mener, at der bør laves ordentlige undersøgelser af, hvor stort et problem disse punktkilder er. Især fordi stofferne kan trække flere kilometer med grundvandet. Derfor kan det skabe høje fundprocenter, der ikke har noget med den egentlige landbrugsdrift at gøre.

”Det er jo tåbeligt, hvis man går ud og laver en masse begrænsninger på landbruget, når fund af pesticider i grundvandet sandsynligvis i høj grad skyldes punktkilder opstået på grund af datidens regler. Jeg vil i hvert ikke pege fingre ad tidligere generationer af landmænd, der jo ikke havde en chance for at have en bedre viden end myndighederne”, siger han.

At der er tale om mange ikke-registrerede punktkilder, viser blandt andet en undersøgelse fra Storstrøms Amt fra 1999. Sammen med COWI og Niras regnede amtet med, at der var omkring 20.000 mergelgrave i amtet.

Man undersøgte for nedsivende pesticider og nedbrydningsprodukter under 16 af disse. Man borede ned gennem dem til fem meters dybde. De tre af dem, altså ca. 20 %, viste koncentrationer, der giver klare indikationer på en decideret punktkilde. Der var op til 2,8 mikrogram, hvilket er langt over kravværdien på 0,1 mikrogram. Så høje koncentrationer kommer normalt kun ved punktkilder. Det er naturligvis et begrænset datamateriale, men det svarer til 3.750 punktkilder i dette amt alene.

Nødvendigt at grave i punktkilderne

På samme tid undersøgte Bornholms Amt i samarbejde med Niras lokale maskinstationer, og de fandt pesticider under alle undersøgte steder. En opgørelse fra amterne viser, at der i 1988 – altså da man begyndte at ændre praksis – var mindst 2.318 maskinstationer i Danmark. Disse fulgte datidens lempelige krav. Der er altså med stor sandsynlighed ukendte punktkilder i titusindtal.

”Der synes ikke at være den store lyst i Miljøstyrelsen til at grave i de gamle punktkilder, men det er nødvendigt at gøre det, hvis man skal have et reelt billede af, hvordan det står til”, siger Hans Aarestrup.

Han mener, at BNBO-idéen (boringsnære beskyttelsesområder) giver meget lidt mening, når man har tusindvis af ukendte punktkilder gravet ned rundt om i landskabet.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen