Se tirsdagens onlinemøde her

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz gav tirsdag aften landmænd gode råd med på vejen om vandløbs-bøvl

Nikolaj Schulz

Sørg for at kommunikere skriftligt med din kommune – også for efterfølgende at have en ordentlig dokumentation på plads.

Sådan lød ét af rådene fra chefjurist Nikolaj Schulz, da Bæredygtigt Landbrug tirsdag aften havde inviteret foreningens medlemmer til onlinemøde om vandløb. Her fortalte chefjuristen – sekunderet af direktør Hans Aarestrup – om rettigheder og pligter i relation til aftenens emne.

BL-kontoret kan hjælpe med formuleringerne

”Skriv til kommunen – og få eventuelt os på kontoret til at hjælpe med det”, sagde Nikolaj Schulz blandt andet.

Dermed svarede han på et spørgsmål om, hvordan man gebærder sig som landmand, når en kommunal skrivebords-beslutning konkluderer, at et givent vandløb ikke kræver oprensning.

Chefjuristen og hans juridiske kolleger i Bæredygtigt Landbrug er efterhånden – som han formulerede det på mødet – særdeles ”erfaringsramte”, når det gælder vandløb. Og der findes bestemt mange gode eksempler på lodsejere, som har fået deres vilje igennem efter sværdslag med myndighederne.

Nikolaj Schulz berettede således om vigtige afgørelser på området og blev suppleret af bl.a. BL-bestyrelsesmedlem Alfred Tværsig Olesen, som har været involveret i problematikken omkring Åkær Å. Også formanden for foreningen Danske Vandløb, Lolland-godsejer Helge Danneskiold-Samsøe, gav sit besyv med.

Kommunens ansvar

Det spørgelystne publikum ved onlinemødet fik desuden input om eksempelvis regulativtyper, naturvandløb samt jura og lovgivning indenfor vandløbsområdet. BL-medlemmerne blev også klogere på forskellen mellem regulering og vedligehold – og ingen af deltagerne kunne efterfølgende være i tvivl om aftenens vigtigste konklusion:

Det er kommunens pligt og ansvar, at et vandløb er i ordentlig stand!

Se alle videoerne på hjemmesiden

Tirsdagens onlinemøde var det sidste af de i alt seks møder, Bæredygtigt Landbrug har stablet på benene dette efterår – som en erstatning for de ellers så populære fysiske medlemsmøder, der desværre blev forhindret af corona-virussen. Møderne den 12., 17., 19., 24. og 26. november omhandlede henholdsvis retssager, spildevand, efterafgrøder/gødning, formandstræf samt klimavenligt landbrug.

Samtlige onlinemøder fra efteråret findes nu som videoer på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Du kan se videoudgaven af det seneste onlinemøde om vandløb fra tirsdag aften herunder.

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst), og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (videoredigering)

Scroll to Top