Nye minkløgne hives frem i december-mørket

Når en minister lyver, skal vedkommende normalt gå af – men intet er normalt i denne minkskandale, skriver Effektivt Landbrugs chefredaktør

Jakob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Det er lige før, man ikke orker flere afsløringer i den kolossale minkskandale.

Men i respekt for de mange mennesker og virksomheder, som har fået en historisk skidt og ulovlig behandling, arbejder danske medier videre. Og hver dag bringer sine nye afsløringer i de aviser, som statsministeren ikke tillægger større værdi. I hvert fald ikke i forhold til envejskommunikationen på de amerikanskejede sociale medier, Mette Frederiksen ynder at bruge i folkets og folkesundhedens tjeneste.

Det er der nok en grund til.

For hver dag bringes nye afsløringer i minkskandalen. Lad os blot nævne to fra i går. Her kunne værnepligtige soldater på skrift berette, at de har aflivet mink. Det er fuldstændig i modstrid med, hvad landets forsvarsminister Trine Bramsen (S) har fortalt befolkningen og Folketinget. Taler soldaterne sandt, har Danmarks forsvarsminister løjet flere gange.

Den slags fører normalt til, at ministre må gå af. For en minister må ikke lyve for Folketinget. Men intet er normalt i denne minkskandale.

Heller ikke Mette Frederiksen holder sig til sandheden

Ligeledes i går kunne dagbladet B.T. så afsløre, at også statsminister Mette Frederiksen har en lemfældig omgang med sandheden.

Et såkaldt fortroligt regeringsdokument er således kommet til offentlighedens kendskab. Og heraf fremgår det, at regeringen udmærket har vidst, at den statsbeordrede aflivning af samtlige, danske mink betyder lukning af minkerhvervet. Den 25. november sagde landets statsminister ellers i Folketingssalen: ”Regeringen har ikke truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger”.

Det fremgår nu sort på hvidt, at regeringen – og dermed regeringschefen – naturligvis hele tiden har været fuldstændig klar over, at aflivning af alle mink er en klokkeklar aflivning af minkerhvervet. Lige så ”naturligt” er det, at statsministeren ikke vil stille op til interview i sagen. Også forsvarsministeren – hvis søforklaring om, at soldater ikke har aflivet mink, er skudt ned af værnepligtige soldater – er krøbet i flyverskjul.

Man mangler ord…

Alt imens dette cirkus fortsætter, sidder tusinder af minkavlere, minkvirksomheder og tidligere ansatte tilbage uden nogen som helst afklaring på deres situation i forhold til erstatninger.

Hvor uværdigt det er, mangler vi efterhånden ord for. Men om ikke andet er der efterhånden basis for at holde historiens længste grundlovstaler til sommer. De taler bliver ikke rare at lytte til for demokratisk indstillede mennesker. Og i morgen er der såmænd nok endnu et kapitel og nok en afsløring i denne skamfulde minksag.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan læse avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top