Man kan ikke både reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet og binde CO2 i landbrugsjorden

Af Jens Lund Pedersen, cand.agro. og ekstern faglig konsulent, Bæredygtigt Landbrug

Gennem de seneste 150 år har vores adfærd påvirket klimaet, naturen og vandmiljøet i et omfang som aldrig før.

Mængden af CO² og andre klimagasser i luften var frem til 1870 begrænset, og indholdet af nitrat i vandmiljøet var i år 1900 på et niveau, som vi på grund af vandmiljøplaner stort set er tilbage på.

For 150 år siden var befolkningstallet i det nuværende Danmark ca. 1,8 millioner, hvoraf ca. 25 pct. levede i byerne. Det var inden kulbrintetiden, hvor udnyttelsen af olie, gas og kul fik indholdet af CO² i luften til at blive en trussel mod vores klima; en trussel som vi i dag tager alvorligt.

Det er enten eller…

I dag står vi i en situation, hvor vi må vælge, om vi fortsat vil reducere brugen af kvælstof, fosfor og svovl i landbruget og nedbryde jordens øverste muldlag, der indeholder kulstofholdigt organisk materiale, og dermed frigive den bundne CO², eller om vi vil lagre kulstof i dyrkningsjorden og dermed sikre jordens frugtbarhed og bidrage til at løse vores fælles klimaproblem.

For at opbygge humus i muldjorden kræves ud over et fugtigt klima også tilstrækkeligt med kvælstof, fosfor og svovl.

Det vurderes, at man under gode betingelser med de rette efterafgrøder og tilstrækkelige tilførsler af N, P og S årligt kan binde ca. 0,8 tons CO² pr ha landbrugsjord. I Danmark svarer det til ca. 2 mio. tons CO² pr. år. Omvendt vil en yderligere reduktion af gødningstilførslen på især de mere lerholdige og dyrkningssikre jorde på øerne og i Østjylland medføre en fortsat nedbrydning af humusindholdet og dermed frigivelse af CO².

Forholdene er ganske godt belyst ved analysering af ca. 400 jordprøver fra det landsdækkende Kvadratnet fra hhv. 1986-87 og 2008-09, der viser kulstofopbygning på de sandede jordtyper, men desværre en endnu større nedbrydning på lerjorden (JB 5-7). Der bør laves en mere nøjagtig udredning af årsagerne hertil, men N-kvoterne og lovgivningen, der ikke tillader anvendelse af bælgplanter som obligatoriske efterafgrøder, forekommer at have været stærkt medvirkende faktorer.

Genopbygning af kulstof

I Bæredygtigt Landbrug er vi meget optaget af at genopbygge jordens kulstofindhold. Det kan ske gennem:

– Nye forbedrede kornsorter, der har et dybere rodnet, og som dermed kan være med til at øge jordens indhold af kulstof i dybden.

– At markerne er grønne hele året (bortset fra marker med rodfrugter som roer og kartofler) uden statsligt fremsatte så-datoer eller begrænset efterafgrødevalg uden bælgplanter. På den måde kan jorden tilføres mere organisk stof.

– Afbalanceret gødskning, hvor der sikres tilstrækkeligt med næringsstoffer af kvælstof, fosfor og svovl til, at jordens kulstofbinding øges.

Manglende helhedsbetragtning

Aarhus Universitet har genberegnet målbelastningen for udledning af kvælstof for den tredje vandplansperiode til 36.600 tons – en meget drastisk skærpelse af et i forvejen skrapt reduktionsmål. Målet er helt urealistisk, hvis vi fremover også skal binde ekstra CO² i landbrugsjorden.

Der er tale om en ringe helhedsbetragtning, når Aarhus Universitet fremlægger en målbelastning for en diffus udledning af 36.600 tons kvælstof pr. år. Ifølge DHI kommer kun ca. 5,4 % af kvælstoffet i de indre danske farvande fra den diffuse danske udledning fra landjorden, mens resten tilføres med de store vandmængder fra hhv. Skagerrak og Østersøen samt fra atmosfærisk nedfald fra især nabolande.

For det første vil en yderligere reduktion på flere tusind tons kvælstof i den diffuse udledning næppe være opnåeligt over de kommende 30 år, selv om man nedlægger dansk landbrug.

For det andet vil det tære på kulstofindlejringen på de danske landbrugsarealer og vil dermed nærmest være klimafjendsk.

For det tredje synes sammenhængen mellem fangster af fisk i Skagerrak og Kattegat at være modsat af farvandenes kvælstofindhold, så jo mindre kvælstof der udledes, desto færre fisk landes.

FAKTABOKS

Kulstof i jorden

Jordens dyrkningsegenskaber er afhængige af jordens C:N-forhold, der udtrykker forholdet mellem jordens indhold af kulstof og kvælstof.

Jordens indhold af kulstof kan bl.a. øges ved at dyrke flerårige afgrøder, efterafgrøder, nedmulde halm og/eller tilføre husdyrgødning, der alt sammen tilfører noget af det kulstof, som planterne oprindeligt har optaget via fotosyntesen.

Til opbygning af humus kræves tilstrækkeligt med kulstof, kvælstof, fosfor og svovl.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug, du kan læse avisens onlineversion via linket HER).