CO2-skat og jord-udtagning er klamme fiduser for klimaet

Der er mange misforståelser omkring plusser og minusser i klimaregnskabet, ikke mindst takket være internationalt vedtagne formler

fjord-22.-juli-2013

Af Anker Jacobsen, civilingeniør, direktør i Ammongas A/S

CO2-skat og jord-udtagning bygger på en filosofi om, at lavbundsjorde kun kan gøre skade for klimaet, og ikke gavn. Og det er helt forkert!

Misforståelserne udspringer i de internationalt vedtagne formler for opgørelse af et lands CO2-emission. Da afbrænding af fossilt brændsel er hovedskurken i henseende til den voksende drivhuseffekt, så har disse beregningsmodeller for overskuelighedens skyld udeladt CO2-effekten fra, hvad der dyrkes. Ud fra devisen om, at den CO2, der indfanges og bindes, når afgrøderne vokser, atter frigøres, når afgrøderne bruges (spises eller brændes) og således blot kører i en lukket ring.

Det er jo isoleret set helt korrekt, men ved at negligere denne bio-CO2-ring, overses en supervigtig relation til det fossile brændstof fuldstændigt.

Et samfund som f.eks. det danske modtager groft sagt energi og energistof (eksempelvis el, olie, flis og biodiesel) fra tre forskellige hovedkilder:

  1. Fossile kilder som kul, olie og naturgas.
  2. El fra vind og sol og deraf dannede produkter kaldet PtX.
  3. Bio-energi og -produkter, som f.eks. bioethanol, biodiesel, biogas og træflis.
Lange udsigter

Skal det fossile bidrag formindskes, må de to andre grupper forøges tilsvarende. Bioprodukterne er der allerede og dækker allerede p.t. en betydelig procentdel af Danmarks samlede energiforbrug. PtX-produkterne (f.eks. metanol lavet af brint og CO2) er der kun på forsøgsbasis, og kommerciel produktion har lange udsigter.

Dertil kommer prisforholdene. De fossile energiprodukter er klart de billigste. Men vil man betale for at undgå disse, er bio-produkterne de næstbilligste. I en overskuelig fremtid vil PtX-produkterne være to-tre gange dyrere end bioprodukterne.

Konklusionen er således, at skal vi af med de fossile produkter i en overskuelig fremtid, skal vi fremme produktionen af bioenergi- produkterne.

Og så er vi tilbage i den omtalte CO2-ring.

For hver gang et kilo CO2 i et bioenergiprodukt tager en tur i ringen, fortrænges nemlig et ”sort” kilo CO2. Så stik modsat de officielle regnemetoder betyder en forøgelse af bioenergistof-produktionen i landbruget en tilsvarende formindskelse af brugen af fossile energiprodukter.

Og når så land- og skovbrugere har fjernet en masse CO2 fra luften og lavet en masse råvarer til biobrændstoffer, hvem får så æren og et plus i karakterbogen efter de internationale regnemodeller?

Det er ikke dem, der trækker CO2 ud fra luften ved hjælp af fotosyntesen, men æren tilskrives dem, der bruger biobrændstofferne og atter sender CO2’en ud i atmosfæren. For de valgte at bruge en vedvarende energikilde i stedet for noget fossilt!

Fødevaremangel

Sidste nyt er så, at man hos Klimarådet, for at føje spot til skade, mener, at landmanden skal betale en afgift for de to ton CO2, der fordamper fra en blødbundshektar, uden at få så meget som tak for samtidig at fjerne 20 ton CO2 fra luften/ha/år.

Forøgelse af biomasseproduktionen er imidlertid fortsat hamrende vigtig. Derfor må man se langt mere nuanceret på, om det alligevel er en god idé at udtage landbrugsjord nogle steder.

Det er almindelig kendt, at de såkaldte lavbundsjorde afgiver drivhusgasser i et omfang, der især afhænger af kulstof C-procenten.

For de fleste lavbundsjorde er der imidlertid kun tale om to-fem ton CO2-ækvivalenter pr ha/år. Ved dyrkning kan disse jordes afgrøder imidlertid optage over 15 ton CO2/år/ha. Så derfor vil det for de fleste jorde være et nettotab for klimaet, hvis disse udtages.

Nu går dyrkning af jorden jo ikke alene på frembringelse af energistof, men ser man på fødevaresiden, er tanken om at udtage jord bestemt lige så asocial.

Forestiller man sig, at I-lande f.eks. udtager 10 procent af deres agerjord, vil det betyde madmangel og stigende priser, medførende hungersnød for millioner af dem, der i ulandene har mindst råd, samt en forøget afbrænding af regnskov og savanne, hvad der bestemt ikke vil gavne hverken klima eller biodiversitet.

Opgaven er altså, i stedet for at udtage arealerne med lav- eller mellemindhold af C, at finde dyrkningsmetoder, der yder maksimalt udbytte, samtidig med at C-indholdet i jorden bevares bedst muligt.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Effektivt Landbrug, du kan læse netversionen via linket HER. Skribenten har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen