Bedre vilkår for landbruget, tak – så vi igen kan tjene penge ind til landet

Har regeringen brudt grundloven, må den gå af – lyder det i denne nytårskommentar fra Nye Borgerliges Knud Nielsen

kunstgødning-spredes-på-marken-hjemmeside

Af Knud Nielsen, byråds-, regionsråds- og folketingskandidat for Nye Borgerlige

Et nyt år med nye muligheder og friske tanker for et bedre Danmark.

Endnu en gang får vi muligheden for at starte et nyt år op og glæde os over, at vi har muligheden for at præge udviklingen i vores land.

Og udfordringerne står i kø for at blive løst. 2020 blev et år, hvor coronaen bestemte dagsordenen langt hen ad vejen. Det efterlader spor, der skal rettes op, og der er en økonomisk regning, der skal gøres op og udskrives.

Minkkrisen skal afsluttes

Der er en minkkrise, som skal afsluttes både hos minkavlerne og politikerne. Der er en række fundamentale grundlovsovertrædelser, som skal udredes.

Derudover er EU et kapitel for sig i for eksempel krisehåndteringen, som efterlader en kæmpe regning til alle i Danmark, så alt i alt er der nok at tage fat på, få rettet op og betalt, eller mere konkret få adresseret regningerne til jer, kære danskere. Det er nemlig jer, som i sidste ende skal betale for den førte politik.

Nej, vi behøver ikke altid være nummer ét i klassen…

Vi har brug for at se tingene i den rigtige rækkefølge. Vi skal skabe bedre vilkår for vores erhvervsliv, landbrug, industri og fiskeri, så vi igen kan tjene penge ind til landet, og i den forbindelse behøver lille Danmark ikke altid at være nummer ét i klassen, og med det mener jeg foregangsmand eller førstedagshellig på for eksempel klimaspørgsmål, flygtningepolitik og kulturudvikling.

Lad os nu få orden i egen andegård først, lad os få de vilkår for syge og ældre, som vi besynger så højt, for slet ikke at tale om børnene og uddannelsesområderne, bragt i orden. Så er vi klar til at hjælpe andre i den udstrækning, det er rimeligt og ansvarligt, og ikke mindst som er i samklang med borgernes ønsker.

Undervurdér ikke kommunalvalget

2021 bliver også året, hvor vi får kommunalvalg – et valg, som vi ikke må undervurdere, og hvor kommunernes muligheder for at føre en ansvarlig politik afhænger af borgernes valg af politikere. Vi skal sikre, at der ikke sker misbrug af de offentlige midler, og at kommunen bruger vores penge på kerneområder, der skaber den bedste trivsel for borgerne. Det er trods alt borgernes penge, som bliver brugt, og ikke kommunens penge.

2021 kan også blive året for et folketingsvalg, for har regeringen brudt grundloven, må den gå af.

Vi er mange, som ser frem til en anden tilgang til brugen af skatteborgernes penge og den for alle uholdbare politik omkring vores indvandrer- og flygtningepolitik samt manglende erhvervspolitik.

Personlig frihed og fornuftig husholdning

Så lad os komme i gang med arbejdet for et bedre Danmark, hvor den personlige frihed kombineret med en fornuftig husholdning af Danmark og et styrket erhvervsliv bliver hovedingredienserne i opskriften på et Danmark i fremgang.

Godt nytår til alle.

(Indlægget er sendt som læserbrev til pressen samt til Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top