Danskerne står midt i en krise.
I otte måneder har vi levet med nedlukninger, begrænsninger og risikoen for, at vores ældre og udsatte kære og nære kan blive smittet, alvorligt syge og dø af corona.
Danskerne har taget ansvaret på sig. Og vi har klaret os bedre end så mange andre.
Det har været godt at se, at vi som folk hænger sammen.
Vi har vist, at det at være dansk er langt mere end et pas og en skattebillet. Vores fællesskab er et levet fællesskab.
Ikke at jeg har været i tvivl. Det har jeg ikke. Jeg har altid haft tillid til danskerne.
Altid troet på, at de nationale værdier stikker dybt i os, at landskabet, jorden, menneskene betyder noget for os.
Tilliden mellem os giver os tryghed. Og tilliden har gjort os rige.
Tilliden til, at vi som frie mennesker kan leve med hinanden, handle med hinanden og stole på hinanden, giver velstand, plads til virkelyst, ideer og produktion.
Tilliden er vores salt – som folk og som land.
Derfor er det et enormt hårdt slag at opleve – midt i en coronakrise – at tilliden bliver revet væk under os alle sammen.
Fundamentet af frihed og folkestyre under vores samfund blev den 4. november væltet af Danmarks statsminister Mette Frederiksen.
Med ét slag blev magt vigtigere end lov.
Med ét slag blev tilliden mellem folk og regering slået til skærver.
Med ét slag blegnede coronakrisen i lyset af en langt alvorligere krise – en demokratisk krise.
Den samlede regering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen udstedte et ulovligt – et grundlovsstridigt – påbud om at aflive alle mink i Danmark.
Et ulovligt påbud, som lukkede et helt erhverv.
Et ulovligt påbud, der fra den ene dag til den anden ødelagde frie og hårdtarbejdende danskeres livsværk, tog brødet ud af munden på 1.000-vis af familier og efterlod os alle sammen i vildrede.
Hvad var det lige, der skete der? Var det 170 års folkestyre, der forsvandt på et pressemøde?
Siden foråret har jeg bemærket, hvordan magten er steget Mette Frederiksen til hovedet.
Hun lukkede de private hospitaler. Det var ulovligt. Hun lukkede domstolene ned. Det var også uden lovgrundlag.
I dag fylder magten det meste. Mere end respekten for loven.
Det hidtidige toppunkt af magtarrogance nåede vi den 4. november, da statsministeren og den samlede regering brød Grundloven og lukkede minkerhvervet.
Regeringen og statsministeren har i de to uger, der er gået siden da, fortsat med at bryde loven.
Lovbruddet er ikke stoppet.
Mette Frederiksen gentog endda i sidste i uge det ulovlige krav om at aflive raske avlsdyr, selvom hun på det tidspunkt var fuldt bevidst om, at det var ulovligt.
Sådan taler en statsminister, der har fået for meget magt. En politiker, der har forladt folkestyret og mener sig i sin ret til at gøre nærmest hvad som helst.
Det skal stoppes.
Det er derfor, jeg står her i dag.
Det er derfor, jeg er taget fra København til Agerskov.
For nu er det folkets stemme, der må tale.
Det er nu op til jer. Til danskerne med demokratiske midler, som frie borgere at sige højlydt fra. Så højt, at den korrumperede magt på Christiansborg i København kan høre det.
Loven er vores beskyttelse mod magtens politikere, der vil bestemme alt for meget – og efterlader os med meget lidt.
Og som med den ulovlige beslutning efterlader 100-vis af familier i ulykke.
Magtens folk glemmer – de ignorerer – de blæser på – at det er danske familiers livsgrundlag, de skalter og valter med.
Minkavlerne er ikke bare tal i et excel-ark. De er ikke kun gode skatteborgere.
Det er rigtige mennesker, der nu mister deres livsværk.
Det er generationers opbygning af værdier og viden om minkavl, der nu går tabt.
Magtpolitikerne har magt til at bryde ned. De evner ikke at bygge op. Det er jer – danskerne, der bygger op og skaber grundlaget for Danmarks velstand.
Derfor skal politikerne bestemme meget mindre.
Det er NU jeres – vores – opgave at skabe en bevægelse, der forlanger, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af vores egne penge.
Det er det, jeg står for. Det er det, jeg er gået ind i politik for.
Jeg ved godt, jeg ikke er som de andre politikere.
Helt ærligt, så håber jeg heller ikke, jeg nogensinde bliver det.
Sidste tirsdag, da jeg i folketingssalen konfronterede Mette Frederiksen med hendes lovbrud, kunne jeg mærke en voldsom vrede i kroppen.
Jeg var mildest talt rystet over at stå der og høre på, at hun slog grundlovsbrud hen som en fejl, samtidig med at hun nægtede at stoppe det.
Den vrede slipper mig ikke.
For det er vreden, der kommer, når man mødes med uret.
Når jeg står her i dag, ser på jer, hører på jer, fyldes mit hjerte til gengæld med glæde – og stolthed.
Glæde over at være blandt ligesindede, der kæmper for retten, loven og friheden.
Stolthed over at være dansk.
Stolthed over at tilhøre et folk, der hører sammen, kæmper sine kampe sammen, skaber velstand sammen.
Vi kan ikke genoplive de aflivede avlsdyr hos minkavlerne.
Men vi kan give nyt liv til det danske folkestyre.
Mette Frederiksen taler om et farligt reservoir af smitte i mink.
Jeg taler om et frygtindgydende stærkt reservoir af danske værdier i jorden, i landskabet, i virkelysten i danskerne.
Det er vores værdier. Det er dem, vi kæmper for.
Tak for, at I siger fra!
(Indlægget er sendt til Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
