En uværdig historie

Kære statsminister, du har ødelagt vores livsværk. Det siger du er nødvendigt. Men kunne du ikke hjælpe til med, at det sker med værdighed - spørger minkavler

minkgaard-high-res

Af Hanne Møller Kristensen, minkavler og medlem af Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Hjallerup

Jeg havde en minkfarm i Hjallerup – sammen med min mand og vores søn.

Vi satte en ære i at passe dyrene optimalt, vi satte en ære i, at her var pænt og rent omkring os. Det har kostet rigtig mange arbejdstimer – men vi har været glade for det hver eneste dag.

En positiv og arbejdsom tilværelse

Når økonomien var god, arbejdede vi alle fuldtids herhjemme – var den mindre god, var min mand og søn på arbejdsmarkedet. Jeg selv har været aktiv i minkbranchens organisationer og arbejdet med samfundskontakt, hvor jeg har fortalt om erhvervet og altid mødt velvillig nysgerrighed fra alle sider.

Vi har haft utrolig mange besøg på vores minkfarm af utallige gæster. Det har givet rigtig mange positive og glade oplevelser Vi har altid været glade og stolte minkavlere, vi har haft sunde og raske dyr, der trivedes, og vi har produceret det unikke produkt, som dansk pels er. Det har været et godt arbejdsomt liv.

Så begyndte mareridtet

Sådan er det ikke længere. Vi fik konstateret et udbrud af Corona i vores dyr den 22. oktober. Så begyndte mareridtet. En ting var, at vores dyr var syge og skulle aflives og bortskaffes – det var hårdt, men åbenbart nødvendigt. Vi kunne godt have håndteret den store opgave selv – hurtigt og uden problemer for vores omgivelser.

Det fik vi bare ikke lov til.

Vi er blevet sat fra bestillingen. Og de, der har tiltaget sig bestemmelsesretten over vores produktion, er ganske simpelthen ikke opgaven voksen. De har ikke kunnet håndtere den.

Hvor skulle vi gøre af de døde kroppe?

Vi skulle selv aflive dyrene. Det valgte vi selv. Det har vi prøvet så mange gange tidligere. Men før vi begynder pelsning, har vi altid sørget for tætte containere til de døde kroppe og sørget for at have aftale om, at disse containere blev afhentet og tømt med passende mellemrum. Det har aldrig givet problemer.

Det måtte vi ikke nu. Den side af sagen ville myndighederne sørge for. Der kom da også en container. Den var utæt. Så det varede ikke længe, inden det sivede med blod og uhumskheder ud af den. Denne containers indhold blev efter noget tid læsset om i to andre – men så var de fulde, og omlæsningen gav problemer med blod og væske fra de døde kroppe ud over gårdspladsen. De fulde containere blev ikke afhentet, og der kom ikke flere. Så måtte vi stoppe med aflivningen, for hvor skulle vi gøre af de døde kroppe?

Der er næsten gået en uge nu. Vi er hver dag blevet lovet, at nu blev de afhentet. Det er ikke sket. Vi har stadig halvdelen af vores dyr gående. Dem passer vi selvfølgelig. Hvis vi selv havde kunnet stå for logistikken, var de aflivet for længst. Nu trækker det hele i langdrag.

Frygtelig stank af død

Det værste er lugten. Her stinker med denne sødlige gennemtrængende lugt af død over hele området.

Vi har måttet undskylde overfor naboerne – på myndighedernes vegne. Det var hårdt. Vi har prøvet at få myndighederne til at fjerne containeren med de døde dyr og få dem til at komme med en ny container. Der sker ikke noget. Både vi og vores kommune har nu politianmeldt Fødevarestyrelsen for manglende rettidig omhu.

Hver dag kommer der en dame fra Fødevarestyrelsen for at overvåge os. Hun sidder i sin bil og kigger. Hvorfor skal vi mistænkeliggøres og overvåges på den måde?

Også hun har prøvet at skaffe nye containere og få de andre afhentet. Lige meget hjælper det.

Hårdt at se livsværket smuldre

Det har været frygteligt hårdt at se vores livsværk smuldre. Se vores arbejdsplads gennem så mange år forsvinde. Se vores avlsarbejde lagt i ruiner. Den måde det foregår på, gør det hele værre.

At skulle undskylde overfor vores omgivelser – og det endda på myndighedernes vegne – at her stinker – med en lugt, der er så gennemtrængende – er nedværdigende. Vi har et regulativ for, hvordan vi skal behandle vores døde dyr. Det har vi altid overholdt – hvorfor gælder det regulativ ikke for myndighederne?

Reprimanden fra statsministeren gør ondt

Statsminister Mette Frederiksen formanede os minkavlere om, at vi skulle være samarbejdsvillige. Det har vi været til punkt og prikke, så en sådan alvorlig reprimande gør ondt.

Kære Mette, du har ødelagt vores livsværk. Det siger du er nødvendigt. Men kunne du ikke hjælpe til med, at det sker med værdighed, så vi i det mindste kan opretholde den gode forbindelse, vi har til naboer og øvrige omgivelser.

Som det er nu, er det uværdigt – mest for myndighederne. Og det er rigtigt hårdt for os andre at se vores livsværk ligge og rådne op for øjnene af os.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten, du kan læse avisens onlineversion via linket HER).

2 kommentarer til “En uværdig historie”

  1. Poul Evald Hansen

    Regeringen og fødevareministeren har optrådt ret usmart og i nogle henseender ikke etisk passende i den konkrete situation. Men der er også en anden side. Mange mener, at minkprodukter er på vej ud, fordi folk af bl.a. etiske grunde ikke synes om dem. Så det er vel ikke utænkeligt, at dansk minkavl vil lukke ned alligevel i løbet af et par år – uanset coronasituationen. Men det er også et spørgsmål om aktuel økonomi. Denne oversigt fra Danmarks Statistik taler vel sit eget sprog: https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2020/2020-10-28-fakta-om-minkbranchen-i-Danmark?fbclid=IwAR1Wf6G2L8QVOeR_Pd4AKzpEcSMijGXrXVagU3yr5HAye7pgbe8J9BszF-E

  2. I blog frequently ɑnd I truly thank you fߋr youг content.

    This article has truly pеaked mү interest. I am going tо
    bookmark your site and keep checking for new details about once
    a week. I opted in for your Feed as well.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen