Derfor er jeg med på lørdag

Regeringen har slagtet et helt erhverv uden lovhjemmel – hvem står nu for tur, spørger et af Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlemmer forud for weekendens demonstrationer

peter-rosendal4

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, Jordrup ved Kolding

På lørdag er der demonstration i både København og Aarhus. Det støtter jeg helt op om – sammen med fiskere, erhvervsfolk, almindelige borgere og andre landmænd.

Målet er fuldt. Nu må vi sige STOP. Vi har fået en magtbegærlig regering, der udsteder påbud uden om Folketinget og sætter politi og hær til at handle ulovligt overfor sagesløse borgere. Det må stoppe.

Det handler om en epidemilov, der sætter folkestyret ud af kraft. Det handler om grundlovsbrud på grundlovsbrud. Magtfuldkommenheden betyder også, at regeringen ikke lytter til en bred gruppe af fagfolk, inden man træffer sine beslutninger. Det handler om, at regeringen har slagtet et helt erhverv – de næste står nu for tur. Det handler om, at regler, uden faglig indsigt, ødelægger det faglige miljø så mange steder på vores arbejdspladser.

Det må stoppe NU i respekt for grundloven, for demokratiet og for folkestyret.

Derfor er jeg med på lørdag, og jeg håber, rigtig mange vil bakke op.

(Indlægget er også sendt ud som læserbrev til pressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs udgave via linket HER og Maskinbladets onlineversion HER).

Scroll to Top