BL’s næstformand: Minksagen er et anliggende for hele landbruget

Peter Kiær svarer her på spørgsmål om Bæredygtigt Landbrugs ihærdige indsats for minkavlerne og foreningens insisteren på åbenhed og dokumentation

peter-kiær-nummer-2

Peter Kiær – er Bæredygtigt Landbrug blevet en pelsdyravlerforening?

”Nej, vi er hverken udelukkende en forening for den ene eller den anden gren af dansk landbrug – men en forening, der bredt set kæmper for bedre rammevilkår for danske landmænd. Jeg kan dog godt forstå, du spørger, når vi har brugt så megen tid på minkavlerne de seneste dage. Men det har vi, fordi det er så vigtigt – både af hensyn til minkavlerne og i forhold til alle vi andre. For det er selvfølgelig helt utilstedeligt, hvad minkavlerne oplever i denne tid: At deres tilværelse og milliard-succes bliver nedlagt fra den ene dag til den anden – uden at der er hold i beslutningsgrundlaget eller endsige lovhjemmel til det! Men man tænker også: Hvad bliver det næste? Kan man så også ødelægge hele eller dele af svine- eller mælke- eller planteavlsproduktionen på et eller andet tidspunkt på et lige så løst grundlag? Der er en grund til, at minkavlerne oplever så stor støtte fra resten af landbrugserhvervet i denne tid. I Bæredygtigt Landbrug føler vi os forpligtet til at kæmpe denne kamp – selv om den trækker tænder ud på både bestyrelse og medarbejdere. For Bæredygtigt Landbrug er produktions-landbrugenes talerør – og alt dette handler i bund og grund om truslen mod den grundlovssikrede ejendomsret. Dén kamp er i dén grad en del af Bæredygtigt Landbrugs dna”.

Én ting er opbakningen fra landbrugserhvervet – men tror du ikke, at fru Jensen i Viborg vægter det sundhedsmæssige over hensynet til et erhverv?

”Jamen, det gør jeg skam også selv! Intet – som i intet som helst – er vigtigere end sundhed og sikkerhed, og det beviser vi danske landmænd jo dagligt, at vi har fokus på. Det er også en af grundene til, at vores varer er så efterspurgte på verdensmarkederne. Men helt ærligt: Der er ingen modsætning mellem folkesundhed og folkestyre! Og det er en falsk præmis, når regeringen forsøger at stille dén modsætning op. Det mindste, man må kræve af politikerne, er en ydmyg tilgang til demokratiet og en respekt for, hvordan spillereglerne er. Derfor handler det her ikke bare om minkavlens fremtid men også om, at de demokratiske dogmer skal overholdes. Af hensyn til hele landbruget – og i øvrigt også aquakulturen, cementbranchen og hvad man ellers kan lukke uden grund. Der er også noget samfundsøkonomi i det her, som fru Jensen med garanti vil have forståelse for – altså at det her handler om hele landbruget, hele erhvervslivet, hele samfundet”.

Hvad gør og hvad har Bæredygtigt Landbrug konkret gjort for minkavlerne?

”Allerede da de første politiske angreb satte ind, bakkede vi avlerne op og krævede både dokumentation for og åbenhed omkring processen. BL fik enorm stor medieomtale ud af at politianmelde Fødevarestyrelsens kontrollanter for at have spredt smitten på i hvert fald nogle af farmene, og vi fik dermed sat national fokus på den manglende professionalisme, der har præget myndighedernes ageren hele vejen igennem. Vi bad også om at få sat mink-aflivningerne på pause, indtil grundlaget for aflivnings-beslutningen var på plads. Vi har ringet til rigtig mange folkevalgte – og det var i høj grad vores fortjeneste, at Venstres bagland overtalte partiformand Jakob Ellemann-Jensen til at skifte kurs, så det store oppositionsparti alligevel ikke ville støtte regeringens hastelov om masseaflivning. Vi har også efterfølgende skrevet til samtlige folketingspolitikere – og i øvrigt også fået svar fra rigtig mange af dem – vedrørende det mildest talt løse beslutningsgrundlag. Vi har både forlangt demokrati, ordentlig erstatning – og ikke mindst en plan for, hvordan minkerhvervet kan overleve på sigt her til lands. Vi mener, det er regeringens ansvar at udarbejde en national genopretningsplan, så vi kan få mink-produktionen op at stå igen. Det er simpelthen statens forpligtigelse! I den forbindelse har vi bakket op om en gruppe minkavleres 10 punkts-plan, der minutiøst beskriver, hvordan det kunne gøres. Det er positivt, at branchen selv spiller konkret ud og viser, at der er en vej frem. Vi bakker også 100 % op om den stævning, nordjyske minkavlere har sendt til myndighederne – i relation til den ulovlige beslutning, det var at forlange masse-aflivning. Én ting er i øvrigt, hvad der besluttes. Noget andet er, hvordan det gøres. Derfor har vi også i hårde vendinger kritiseret de – og nu bruger jeg et mildt udtryk – amatøragtige aflivninger, hvor mink eksempelvis klemmes ihjel i containere eller endog er blevet kørt levende til forbrænding. Og vi har ikke bare arbejdet politisk, men også kommunikationsmæssigt: Vi har sendt pressemeddelelser ud om sagen, hvilket har givet massiv medieomtale. Rigtig mange af vores medlemmer har skrevet læserbreve, mails, facebookopslag og så videre – og kontoret har ofte hjulpet dem med formuleringerne”.

Bæredygtigt Landbrug bad på et tidspunkt om at få mink-aflivningerne standset. Betyder det, at foreningen tager afstand fra de minkavlere, som enten allerede har fået besætningen aflivet, eller som er i fuld gang med det?

”Overhovedet ikke! Slet ikke! Det er helt naturligt, at minkavlerne gør, hvad de får besked på – det var staten, vi bad om at stoppe meningsløsheden. Og hvis nogen sidder derude på farmene og tænker, at nu er det hele slut for altid, og nu gælder det bare om at få en ordentlig erstatning, så de kan komme videre med deres liv – så har jeg fuld forståelse for det. Vi kæmper både for den ordentlige erstatning – og for muligheden for at have minkavl fremadrettet i Danmark. Det ene udelukker ikke det andet. Der skal være en strategi for og en hjælp både til dem, der har en ambition om at fortsætte med erhvervet på den anden side af alt det her – og dem, der ikke vil”.

Hvad laver du lige nu – i dette sekund?

”Jeg er lige nu ved at skrive til blå politikere – med henblik på at lægge yderligere pres på regeringen. Efter at WHO har rost Danmark for at være førende indenfor testning og forskning i mutationer og har sagt, at aflivning af minkbestanden ikke er og var nødvendig, samt at Danmark har godt styr på corona, er det nemlig essentielt, at det fra dansk side – på en elegant måde – meldes ud til det internationale verdenssamfund, at der er styr på fødevaresikkerheden i Danmark. Altså at det er helt sikkert at købe danske fødevarer, fordi restriktionerne har virket efter hensigten. Danske som internationale forskere har i flere dage sagt, at der ikke er noget at være bange for – så det har man en forpligtigelse til at melde ud. Priserne på danske fødevarer er jo allerede faldet drastisk, og i dag falder noteringerne yderligere, fordi Kina har stoppet importen. Jeg har selv mistet en stor indtægt siden i onsdags, da regeringen startede nedslagtning af mink. En sådan udmelding fra regeringen er vigtig lige nu, fordi vi ser flere tiltag mod Danmark – også i relation til England, der har stoppet al indrejse af danskere og nu også overvejer stop af import. Det sidste, vi har brug for nu, er en slåskamp om magten på bekostning af hele fødevarebranchen. Så jo – det her handler om meget mere og meget andet end mink”.

I det følgende kan du læse et udvalg af de ting, Bæredygtigt Landbrug har kommunikeret om minksagen.

HER er den omtalte 10 punkts-plan, der kan redde erhvervet på sigt.

HER lidt om BL’s opbakning til erhvervet.

HER om BL’s opbakning til nordjyske minkavleres sagsanlæg mod staten.

HER kan du læse om bl.a. BL’s formandskabs skriv til folketingsmedlemmerne.

Desuden kan du HER, HER, HER, HER, HER og HER se nogle af de læserbreve, som folk i eller omkring Bæredygtigt Landbrug har forfattet om sagen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top