Bare for en sikkerheds skyld…

Regeringen har besluttet at slå et helt erhverv ihjel, fordi der er en ”risiko for sundheden”. Uanset mangel på beviser og fortilfælde…

vagn-lundsteen-smilende-i-hvedemark-til-hjemmeside

Af Vagn Lundsteen, Agropro Danmark

Siden onsdag har jeg ligesom tusinder af danskere haft ondt i maven.

Regeringens beslutning om at udrydde minkproduktion i Danmark gør ondt. Vi er mange, der siger, at det kan ikke være rigtigt. Men som tillidsfulde og autoritetstro danskere har vi overbevist os selv om, at hvis minkene truer sundheden og menneskeheden, må det være sådan. Det er som at miste et nært familiemedlem at tænke på de stakkels minkavlere, deres familier og ansatte, hele minkbranchen og den store milliardeksport af fineste karat.

Vi spørger os selv, hvordan det kunne det gå så galt og bebrejder Fødevarestyrelsens langsommelighed og mangel på konsekvens. Havde man i styrelsen udvist hurtighed og konsekvens, var udbruddet sikkert stoppet ved de tre første smittede bedrifter.

Oplysninger gjorde ikke indtryk

Optrapningen af sagen sker efter, at der spores en Covid-19-variant hos mennesker, som tidligere blev opdaget hos nogle mink i Nordjylland. Derfor beslutter statsministeren, at alle mink i Danmark skal udryddes.

At varianten kaldet Cluster 5 ikke siden september er fundet hos mennesker eller mink, har ikke gjort noget indtryk.

At der findes mange Covid-19-varianter i andre lande, også hos mink, fordi vira altid muterer, har heller ikke gjort noget indtryk.

At en lang række danske og udenlandske forskere udtaler, at risikoen for en ny “Wuhan-pandemi” ikke er tilstede, gør heller ikke det store indtryk. Den menneskelige sundhed prioriteres højest.

Det er svært at være uenig i dette. Men forsigtighedsprincippet ført ud til perfektion får nogle uhyggelige og uoverskuelige konsekvenser, som minder om måden, der handles på i totalitære stater. Dem har verdenshistorien nok af.

Hvilke dyr står for tur?

Hvis vi tænker tanken fuldt ud om, at alt, hvad der potentielt kan være farligt, skal forbydes, er der mange ting, som står foran og er langt farligere.

Hvad der virkelig kan ryste, er når Hans Jørgen Kolmos, professor, i Debatten på DR2 udtaler på spørgsmål, om at svin også kan smittes? ”At det kan vi ikke udelukke, der er en grund til, at der udbrød Covid-19 på slagteriet i Ringsted”. I givet fald skal svin så også udryddes i Danmark? Bare for en sikkerheds skyld.

Skal alle danske fugle udryddes, når der som nu er fugleinfluenza? Bare for en sikkerheds skyld.

Hvad med de stakkels flagermus i Wuhan, som har fået skylden for Coronaen. Skal alle flagermus så ikke udryddes? Bare for en sikkerheds skyld.

Kommer Folketinget til fornuft?

Vi har ligesom andre lande altid haft en tradition for at slå besætninger ned, der er smittet. Det fjerner smitten, hvis det gøres hurtigt og effektivt. Det nye er, at regeringen denne gang har besluttet at slå et helt erhverv ihjel, fordi der er en ”risiko for sundheden”. Uanset mangel på beviser og fortilfælde.

Jeg håber, at Folketinget kommer til fornuft og stopper denne udanske måde at regere på. Hvis ikke vi slår hælene i jorden nu, hvad bliver så det næste, regeringen forbyder? Bare for en sikkerheds skyld!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Maskinbladets version via linket HER. Skribenten er tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top