Minkavlere er jaget vildt

Når staten har valgt at slå besætninger ned, må man i det mindste betale den regning, minkavlerne står tilbage med - skriver Bæredygtigt Landbrugs formand

flemming-fuglede-egon-kjoeller-2

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Trudslevvej 58, Løkken

Den måde, minkavlere behandles på i øjeblikket, er under al kritik. Man forfølger helt uberettiget en hel befolkningsgruppe!

Især her i det nordjyske skaber minkavl både beskæftigelse og indtægter. Det er derfor ikke mindst en lokal og regional katastrofe med den overilede aktion, Fødevarestyrelsen har gang i på minkfarmene – hvor hele besætninger aflives som følge af risiko for Covid-19, selv om ingen ved, om initiativet reducerer omfanget af smitten. Faktisk kan aktionen overfor de minkavlere, som med rette føler sig som jaget vildt, risikere at øge smitterisikoen.

Når staten har valgt at løse problemet ved at slå besætninger ned, må man i det mindste betale den regning, minkavlerne står tilbage med. Alt andet er uretfærdigt. Der er p.t. kun lagt op til at dække 20 % af de smittede besætningers driftstab, hvilket er ganske uhørt.

Som landbrugsorganisation kræver vi i Bæredygtigt Landbrug, at avlerne får fuld erstatning, også for driftstabet – og det gælder både i forhold til dyr, der skal pelses, og avls-materiale! Ellers risikerer vi, at en eksporttung branche går helt til grunde.

Stop hetzen. Stands de nyttesløse aflivninger. Og giv i det mindste hårdtarbejdende mennesker en ordentlig erstatning, hvis I står fast på at ødelægge deres levebrød!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i avisen Nordjyske – der bad Bæredygtigt Landbrug om en kommentar til den aktuelle mink-situation i landsdelen).

Scroll to Top