Markagers tilståelsessag

Det er kun halvfærdigt fagligt og lånt arbejde, som Markager leverer til den offentlige debat, og det er helt igennem politisk – skriver Effektivt Landbrugs chefredaktør

20180301baeredygtigt-personale045

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Gennem længere tid har professor og havbiolog Stiig Markager fra Aarhus Universitet været beskyldt for at politisere med forskerhatten på.

Kritikken er blandt andet gået på, at Markager bruger tal i debatten om det danske vandmiljø, som han ikke kan dokumentere. Det har også lydt, at professoren slet ikke er fagligt kompetent til at udtale sig om kvælstofudledning fra dyrkningsfladen – altså landbrugsjord. Manden er nemlig havbiolog.

Hugger kollegernes arbejde

I Effektivt Landbrug kan man læse en ren tilståelsessag fra Stiig Markagers mund. I hvert fald som vi læser hans udtalelser. Men døm selv. Sagen er, at han tilsyneladende sammen med en kollega har hugget andre kollegers arbejde og offentliggjort foreløbige kvælstoftal på en konference.

Ifølge Stiig Markager har han pligt til at delagtiggøre offentligheden i ”sin” nyeste viden.

Som altså godt nok ikke er hans egne tal. Og som godt nok er foreløbige. Men ud skal de, forstår vi.

Ikke mindst fordi der venter store, politiske beslutninger om vandplanerne. Det er ren tilståelse.

Og utilsløret politik fra en universitetsprofessor i vores optik.

For Markager handler det ikke om forskning

Handlede det om forskning, var det naturligvis de forskere, der står bag tallene, som gik i offentligheden. Og de selvsamme forskere, der afgjorde, om man skulle delagtiggøre offentligheden med halve sandheder i form af foreløbige tal.

Eller om man skulle vente, til tallene var korrekte.

Når professor Markager handler, som han gør, deltager han ikke blot i den offentlige debat.

Han bliver en selvvalgt, politisk part i debatten.

Det gør han, fordi han offentliggør andre forskeres arbejde, som er foreløbige, med begrundelsen om, at de skal ud, fordi ”vi står over for nogle store beslutninger omkring vandplanerne”.

Politiserende adfærd

Det er for os indlysende, at man politiserer sin – eller rettere andres – forskning, når man som Stiig Markager, uden at tallene er klar, skubber kvælstoftal ind i en politisk debat forud for politiske forhandlinger. Tænk sig, hvis en professor på samme måde brugte andre forskeres foreløbige tal forud for store, politiske beslutninger, der omhandlede emner som for eksempel flygtninge, skattefusk, voldtægter, tyverier eller social kontrol.

Der ville helt berettiget lyde et ramaskrig.

Men der gælder åbenbart andre regler for kvælstof. For eksempel har dagbladet Politiken på baggrund af Stiig Markagers huggede, halvfærdige tal konkluderet, at: ”Udledningen af kvælstof i havet er den højeste i 12 år”. Det er efter vores opfattelse i bedste fald kun halvfærdigt fagligt og lånt arbejde, som Markager leverer til den offentlige debat.

Men det er helt igennem politisk.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen