Af Anker Jacobsen, direktør, Glostrup
Tak til professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, for at gå med i debatten om dette vigtige emne (læserbrev i Effektivt Landbrug den 10.9. 2020)!
Tak også til Jørgen E. Olesen for at bekræfte, at en dyrket mark rent faktisk fjerner CO2 fra luften.
Denne fjernelse følger naturloven om fotosyntese. Så produceres der 10 ton hvede, optages der samtidig cirka 15 ton CO2 fra luften, og produceres der roer med et tørstof på 26 ton pr. hektar, fjernes cirka 39 ton CO2 pr. hektar pr. år. Det danske landbrugsland kan således fjerne over 50 millioner ton CO2 pr. år.
Afhænger af model
Hvordan denne produktion og CO2-fjernelse så skal relateres, afhænger af, hvilken regnemodel, man ønsker at bruge.
Grunden til, at jeg interesserer mig for emnet er, at jeg jævnligt støder på en mistolkning af de internationale beregningsmodeller for CO2’s klimaeffekt, når de bruges på landbrug.
Regnemodellerne er jo, som Jørgen E. Olesen nævner, lavet ud fra devisen om, at det, der gror, bliver spist eller brændt og således ikke behøver at blive indregnet, da det er det fossile CO2, der er skurken, og derfor alene bør highlightes.
Det er jo overordnet set rigtigt, men bruges modellen på noget med landbrug, opstår misforståelser og forkerte konklusioner.
Med nævnte regnemodel bliver det jo lige meget, om landmanden dyrker blomsterstriber eller roer, og fjerner 39 ton CO2 pr. hektar. Det giver jo ingen mening! Uden at vide det, forestiller jeg mig, at modellen er skabt af teknokrater i et land, hvor landbruget dyrkes af bjergbønder nærmest som beskæftigelsesterapi.
Flere elementer
En osteklokke-model giver et langt mere retvisende billede, hvad enten den bruges på en enkelt mark, en bedrift, hele landbruget eller på et samfund.
Og så skal jeg lige minde om, at produktionen på landbrugsjord, ud over at forsyne os med mad, også producerer råvarer og energi, hvorimellem der, ligesom for råolie, kan ”skvulpes” (markprodukterne kan laves til både mad og alle mulige stoffer og energiformer, ligesom råolie-produkter kan det).
Sætter man for eksempel klokken over et bysamfund, skal dette samfund, ud over mad, forsynes med stof (råvarer og materialer, m.v.) plus energi.
Dette stof og energi kan lidt forsimplet komme fra tre forskellige typer kilder: 1) Dyrkede produkter (der ud over selve værdien billedligt talt medbringer et certifikat om, at der er fjernet en tilsvarende mængde CO2 ved dets produktion). 2) Det kan også komme fra fossile produkter. 3) Endelig kan det komme fra sol og vind og deraf producerede Power to X-(PtX-)produkter.
Ud over eventuel mulighed for at spare, er det således klart, at skal noget energi plus stof fra fossile produkter udfases, må der leveres mere af de andre kategorier.
Prisen er vigtig
Med den viden og kendte teknikker, vi har i dag, er stof fra dyrkning af jorden imidlertid langt billigere, og langt hurtigere at få frem end PtX-produkterne (biodiesel og ætanol fra korn koster cirka 4 kroner pr. kg sammenlignet med metanol fra PtX på cirka 11 kroner pr. kg jf. Ingeniøren).
Konklusionen må derfor være at anvende en regnemodel, der highlighter størst produktion af energi og stof fra hver hektar i det ganske danske land. Da det er den billigste og hurtigste måde at reducere de fossile brændsler på.
Der er således behov for en model, der som osteklokken netop fokuserer på netto-fjernelsen af CO2 på en given mark eller bedrift. Altså indregner den optagne CO2, det bundne C, der sælges fra ejendommen, CO2-forbruget i gødningen og diesel til traktoren, samt eventuelt metan-udslip fra oplag af gødning, alternativt den bundne C-værdi ved produktion og salg af biogas, m.v..
Det skulle glæde mig, hvis professor Jørgen E. Olesen og Aarhus Universitet kommer først med en sådan model!
Politiker-hjælp
Fra en klimabetragtning vil den rigtige model så måske konkludere, at det bedst kan betale sig at dyrke en masse roer, da de giver op til 26 ton ts/ha (og så lave en masse sprit deraf).
Da vores energisektor stadig er fyldt med fossile produkter, vil favorisering af de mest klimagunstige, landbrugsbaserede produkter så kræve lidt lovgivningshjælp (i tilfældet roer for eksempel et krav om iblanding af mere sprit i benzinen).
(Indlægget har også været bragt som læserbrev på Effektivt Landbrugs hjemmeside, dén version kan du læse HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
