Kære Mogens Jensen – kan vi snart snakke mink?

Ordførere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efterspørger en diskussion af, hvordan man forhindrer smittespredning uden at køre minkavlen i afgrunden

Lise Bech

Af Lise Bech, landbrugs- og fødevareordfører, DF, og Henrik Dahl, fødevareordfører, LA

Aflivningen af mink har voldsomme, uigenkaldelige konsekvenser for branchen. Det er avlernes fremtid, der er på spil.

På trods af det virker det, som om at den socialdemokratiske regering handler i blinde. De træffer beslutninger uden fagligt belæg og uden at drøfte det med andre partier eller den berørte branche.

Det haster!

Vi mener, at en politisk drøftelse om minkaflivning som led i bekæmpelsen af Covid-19 er på sin plads. Ja, vi mener, at det haster mere og mere for hver dag, der går.

Vi har forsøgt at indkalde fødevareminister Mogens Jensen til debat i folketingssalen onsdag den 21. oktober. Men ak, der er ministeren i hjemmekarantæne efter en tur til Bruxelles. Hvis minkavlernes fremtid virkelig optager regeringen, så vil de sende en anden minister til debat. Har de gjort det?

Nej.

Regeringens enegang

Det gør det meget svært for Folketinget at kontrollere regeringen, men det er jo ikke noget nyt. Den socialdemokratiske regering har efterhånden fået for vane at køre enegang i vigtige politiske sager. En farlig vane. Det gælder i særdeleshed sagen her, hvor hver dag med aflivninger skubber minkavlerne nærmere udryddelse.

Dyrlæger, borgere, eksperter og ikke mindst minkavlere har belyst, at der mangler fagligt belæg for at aflive det antal mink, ministeren har i sinde. Vi mangler dokumentation for at aflive raske mink. Og når avlerne alligevel skal aflive deres bestand før tid, hvorfor må de så ikke sælge pelsen?

Hvorfor uens kompensation?

Det fører os til hele spørgsmålet om kompensation.

Hvorfor vil regeringen for eksempel give bedre kompensation til raske minkfarme end til smittede? Er det, fordi regeringen mener, at minkavlerne smitter deres bestand med vilje? Kan regeringen garantere 100 procent erstatning? Minkavlerne har brugt årtier og millioner på at opbygge deres livsværk – og det er uanset om deres bestand nu er smittet eller ej.

Både fagligt og økonomisk aspekt

For os at se er der to bærende aspekter i sagen her. Der er det faglige aspekt – eller manglen på samme, kan man fristes til at sige. Og så er der det økonomiske aspekt og tvivlen om, hvorvidt minkavlerne kan få kompensation for deres tab.

Spørgsmålene hober sig op. Vi har stillet flere af dem og forsøgt os med hasteforespørgsler til ingen held. Vi nærer dog stadig et håb om, at fødevareminister Mogens Jensen vil være sit ansvar bevidst og drøfte med os, hvordan vi forhindrer smittespredningen uden at køre minkavlen i afgrunden.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten, avisens onlineudgave kan du se HER. Skribenterne har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top