Gyldendal: Pesticider ophobes i fødekæden

Forlag anklager i sit undervisningsmateriale på absurd vis planteværnsproducenterne for at overtræde reglerne for pesticider

marksprøjte-foto-hardi.dk

Forlaget Gyldendal anklager producenterne af planteværnsmidler for at overtræde et af de mest fundamentale krav til godkendelse af pesticider. Det gør forlaget i sit digitale undervisningsmateriale til skolebørn i 8. til 10. klasse.

”I nogle tilfælde dør smådyrene ikke, men i stedet ophober de sprøjtegiften i kroppen, som så føres videre i fødekæden til de større dyr, som ved større mængder af gift enten dør eller bliver syge”, skriver Gyldendal i undervisningsmaterialet om pesticider.

I så fald ville stofferne slet ikke være godkendt…

Men dette er ikke korrekt. Det bekræfter både videnskabsfolk, myndigheder og også producenterne af pesticider.

”Før godkendelse i EU skal stofferne undersøges for egenskaber omkring persistens, bioakkumulering og toksicitet. Så stofferne ville ikke blive godkendt, hvis de f.eks. ophobede sig i fødekæden”, forklarer direktør i Dansk Planteværn, Tanja Andersen, til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Ikke et problem med nutidens pesticider

Kravene blev indført, efter man i 1960’erne blev opmærksom på, at DDT blev ophobet i fødekæden og gjorde skallen på rovfugles æg tyndere. Det gjorde, at æggene ofte gik i stykker under udrugning.

”Det er korrekt, at DDT i sin tid ophobede sig i fødekæden, men stoffet har jo været forbudt i mange år, og på den baggrund blev der stillet krav om undersøgelser også af disse egenskaber. Så nutidens pesticider ophobes ikke i fødekæderne”, siger Tanja Andersen.

Forlaget illustrerer ophobningen i fødekæden med en tegning, hvor bladlus bliver spist af mariehøns – der bliver spist af svaler – der i sidste ende bliver spist af spurvehøge.

Skolebørnene bliver bedt om at bruge tegningen som forlæg for en opgave – blandt andet:

”Forklar, hvordan sprøjtegiften ophober sig op gennem fødekæden. Brug illustrationen under.”

Gyldendal forklarer desuden flere steder i sit undervisningsmateriale, at økologer ikke må bruge sprøjtemidler, hvilket ikke er korrekt.

Gyldendal vil ikke kommentere sit eget materiale

Bæredygtigt Landbrug ville gerne have spurgt Gyldendal om, hvor mange spurvehøge der i dør i Danmark på grund af ophobning af pesticider i fødekæden, men forlaget ønsker ikke at stille op til interviews.

Vi har bedt Gyldendal om at dokumentere, at pesticiderne ophobes i fødekæden og slår større dyr ihjel, men efter at forlaget bad om at få spørgsmålene tilsendt på skrift, har man meddelt, at man alligevel ikke ønsker at svare.

Du kan læse mere om det, Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup kalder Gyldendals skrækkampagne mod landbruget, i artiklerne HER, HER og HER.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top