BL vil se kommunernes vandløbsarbejde efter i sømmene

Bæredygtigt Landbrug har anmodet samtlige kommuner om at blive optaget som høringspart forud for de kommunale vandløbs-indsatser

Schulz 3

”Hvis et vandløb har en for ambitiøs udpegning, så er det nu og i forbindelse med kommunernes gennemførelse af vandløbs-indsatserne, at vi skal slå til!”

Sådan lyder den utvetydige opfordring fra Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz i forbindelse med de aktuelle kommunale vandløbs-indsatser, der har ophav i vandområdeplanerne. BL tilskynder sine medlemmer til at tage fat i foreningens sekretariat, hvis nogen eksempelvis har kendskab til sager, hvor det reelle problem i vandløbet er spildevand snarere end vandløbets fysiske tilstand.

BL har samtidig anmodet samtlige kommuner om at blive optaget som høringspart i forbindelse med indsatserne. Det skyldes en frygt for, at kommunerne kører på med de fysiske indsatser, når det virkelige problem mange steder er overløb fra spildevand.

”Vi vil derfor se kommunernes arbejde efter i sømmene. Hvis vi skal flytte fokus fra de fysiske indsatser over på spildevand, skal det løses med gummistøvlerne på og sammen med hvert enkelt medlem, der gerne må se sig selv som whistleblower. Kommunerne negligerer de egentlige miljøudfordringer”, lyder det fra Nikolaj Schulz.

Bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal, understreger samtidig, at BL’s medlemmer stadig opfordres til at afvise myndighedernes ensidige dataindsamling i vandløbene.

Sidstnævnte kan du læse mere om på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside – under overskriften “Brevskabelon – adgang til at tage vandprøver”.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående er også udsendt som pressemeddelelse til landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs vinkling af emnet via linket HER).

Scroll to Top