Bæredygtigt Landbrug: Indrømmelse fra professor giver landbruget oprejsning

Stiig Markager har tilsyneladende fortrudt udtalelse – så nu har Bæredygtigt Landbrug allerede fået en delsejr i det kommende retsopgør

dommerhammer

Den kontroversielle professor Stiig Markager mener ikke længere, at 30-40 % af den tilførte gødning på danske landmænds marker har negativ betydning for havmiljøet. Dét indtryk kunne man ellers få, når man læste hans artikler – men professoren har nu erkendt, at der ikke var dækning for den miljøanklage mod landbruget.

”Det betyder, at vi kan hæve den ene af to påstande i den injurie-retssag, Bæredygtigt Landbrug har anlagt mod Stiig Markager. Og det er selvfølgelig en oprejsning ikke bare for foreningen men for dansk landbrug som helhed, at vi nu har professorens ord for, at påstanden ikke holder vand. Alene det at stævne kan altså få folk på bedre tanker”, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

Uberettiget anklage er fjernet

Faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen, er tilfreds med delsejren:

”Vi kan nu sætte endnu et flueben ud for fjernelse af en uberettiget anklage mod dansk landbrug”, siger den faglige direktør.

Retssagen føres af Interlex-advokat Uffe Baller og er trods den nyeste udvikling stadig relevant. Det skyldes, at Stiig Markager – stik imod konklusionerne i de officielle Novana-rapporter om vandmiljøets tilstand – har påstået, at der er en signifikant merudledning af kvælstof. Bæredygtigt Landbrug har bedt professoren om enten at tilbagetrække eller dokumentere sine påstande, og da han har afvist dette, var der ingen vej udenom et sagsanlæg.

Markagers “egen metode”

Markager har i et skriv til retten erkendt, at han har anvendt ”sin egen metode” ved beregningen af den såkaldte klimanormalisering – og dermed ikke metoden i den officielle Novana-rapport, som han ellers har henvist til.

Jørgen Evald Jensen understreger, at BL har sagsøgt Stiig Markager, ikke fordi man ikke bryder sig om hans synspunkter – men fordi professoren taler usandt om landbrugets kvælstofudledning:

Mangler fortsat berigtigelse

”Vi er nødt til at gå i rette med politiserende forskere, hvis urigtige påstande kan blive taget for gode varer af politikerne og helt uretmæssigt kan risikere at betyde yderligere restriktioner imod dansk landbrug – og som helt uden grund udstiller erhvervet som miljøsynder. Her mangler vi – trods denne oprejsning – stadig at få berigtiget Markagers påstand om den stigende kvælstofudledning”, forklarer Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør.

Injurie-retssagen er berammet til Retten i Hillerød tirsdag den 10. november.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående er også udsendt som pressemeddelelse til landbrugspressen).

2 kommentarer til “Bæredygtigt Landbrug: Indrømmelse fra professor giver landbruget oprejsning”

  1. Bent H. Knudsen , Løgstør .

    Sagen , Stiig Markager , bekræfter , at der er embedsmænd , som i dække af universitetet , kører med sine egne politiske ambitioner . Selv dokumenteret kritik besvarer man ikke . Kritik betragter disse såkaldte forskere , blot som baggrunds-støj , så længe man kan gemme sig bag AU`s tykke mure .
    Derfor er der kun en ting at gøre : forholde sig juridisk til sagen . Så kommer sagen ” op på bordet ” .
    BL skal have ros for , at det juridiske ,( Retssager ) bruges mere og mere .

  2. Christoffer Harder

    Stiig Markager oplyser på sin Facebook-side, at Bæredygtigt Landbrugs påståede “indrømmelse” her er fuldstændig fri fantasi – altså pure opspind fra BLs side. Han er end ikke kommet med en udtalelse, der kunne fordrejes. Han fastholder fuldstændig de samme konklusioner, som fremgår af hans forskning, og som altså fik Bæredygtigt Landbrug til at anlægge deres “retssag”.

    Man må derfor spørge sig selv, om BL fremkommer med løgnehistorier baseret på intet andet end ønsketænkning for at forsøge at aflede opmærksomheden fra en retssag, man udmærket ved, at man kommer til at tabe?

    Og ifht. ordene om, at det hjælper at anlægge retssager, kunne man få den tanke, at BLs ambitioner og forventning heller aldrig har været at vinde en retssag, men blot at forsøge at skræmme forskere fra at bidrage til debatten? Meget i stil med rockere eller mafiaboss er, i grunden.

    Måtte I tabe så stort og eftertrykkeligt og helst også gerne ende med en enorm advokatregning af konkurstruede størrelse, at det forhåbentlig for tid og evighed fratager jer lysten til at intimidere fornuftige mennesker og spilde deres tid med idiotiske retssager.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen