Regeringen afviser støtteloft for større landbrug

Det ville ikke give mening i Danmark med vores landbrugsstruktur, lyder det fra både fødevareministeren og Bæredygtigt Landbrugs direktør

tina-mark-og-penge

De enkelte medlemslande i EU kan med den netop indgåede budgetaftale i Bruxelles vælge at indføre støttelofter for direkte støtte per bedrift.

EU-kommissionen ville i første omgang gøre ordningen obligatorisk, så der automatisk ville blive overført støttekroner fra større til mindre bedrifter – men nu er ordningen i stedet blevet gjort frivillig. Og såkaldte storbønder i Danmark har således intet at frygte i dén sammenhæng, hvis man skal tro fødevareminister Mogens Jensens udtalelser til Altinget:

Nødt til at passe til danske forhold

”Fra den danske regerings side kommer vi ikke til at lave et støtteloft, og det handler simpelthen om, at vi er nødt til at give landbrugsstøtte i Danmark, der passer til den type bedrifter, vi har, og den økonomi, der er i de bedrifter, vi har. Det ville ikke give mening”, siger ministeren.

Du kan – hvis du abonnerer på Altinget – læse hele artiklen via linket HER.

Ikke gavnligt med flere enheder

Bæredygtigt Landbrug er principielt tilhænger af et frit marked helt uden offentlig landbrugsstøtte. Hvis støtten nogensinde skal udfases, bør det dog ske på en måde, der ikke konkurrenceforvrider markedet landene imellem – og BL er indtil da absolut ikke tilhænger af differentieret støtte afhængig af bedrifternes størrelse. Derfor bifalder foreningens direktør Hans Aarestrup naturligt nok den danske regerings beslutning om ikke at indføre støtteloft.

BL-direktøren siger, at støttelofter vil betyde opdeling af bedrifter i flere selskaber til glæde for ikke ret mange andre end advokater og revisorer:

Så rationelt som muligt

”Hvis man straffer landbrug, der har tilstrækkelig størrelse til at være konkurrencedygtige og samtidig have økonomi til at bruge den nyeste teknik, så er man sikker på, at EU fremover bare skal poste mere og mere støtte i at sikre sig en fødevareforsyning og et landbrug, der benytter sig af den nyeste teknik”, forklarer Hans Aarestrup.

”Hvis vi skal have råd til et både effektivt samt miljø- og klimarigtigt landbrug, skal jorden da også dyrkes så rationelt som muligt. Politikerne i EU ønsker ikke, at vi skal have et mere bøvlet landbrug, men et grønnere landbrug. Derfor skal der naturligvis ikke være et støtteloft”, tilføjer han.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top