Nedslidte landmænd kommer til at betale for tidlig pension til Arne

Statsministeren har skræddersyet sit pensionsudspil til Socialdemokratiets egne kernevælgere - skriver Venstres miljøordfører

penge1000x400

Af Jacob Jensen, MF & miljøordfører (V) samt gårdejer

Landmændene skal være med til at finansiere den tidlige pension til ”Arne”, men de får selv svært ved at få pensionen efter flere årtiers hårdt arbejde, fordi år med underskud ikke tæller med som anciennitet i regeringens fremsatte optjeningssystem.

Forslaget, der er statsminister Mette Frederiksens største mærkesag og som har ryddet alle avisforsider i sidste uge, vil give Arne og andre arbejdere, der har haft fysisk nedslidende job i mange år, ret til at gå tidligere på pension.

Dyrt for landmanden at hæve skatten på kapitalindkomst

S-regeringen lægger op til, at en del af finansieringen skal ske ved, at skatten på positiv kapitalindkomst hæves fra 42 procent til 45 procent.

Det kan komme til at koste nogle landmænd dyrt. Når en landmænd sælger fast ejendom, vil han/hun sommetider få store kapitalindkomster på grund af ejendomsavance. Med regeringens forslag vil en landmænd skulle betale 30.000 kroner mere i skat pr. en million kroner i ejendomsavance.

Samtidig med at den økonomiske byrde kommer til at ligge på landmændenes skuldre, vil flere selvstændige landmænd opleve, at de ikke selv kan få ret til tidlig pension, selvom de har været mindst 41 år i en hård fysisk og psykisk stilling.

Et år med underskud tæller nemlig ikke med som anciennitet. Så selvom landmænd slider og slæber i over 40 år og både har ondt i knæ og ryg, kan en dårlig høst et år betyde, at de mister retten til tidlig pension.

Mette Frederiksen giver ikke meget for andre end sine egne

Så landmændene kommer til at finansiere Arnes tidlige pension, mens de selv må holde ud på arbejdsmarkedet med nedslidte lemmer.

I min optik understreger det, at Mette Frederiksen har skræddersyet udspillet til Socialdemokratiets arbejder-kernevælgere og ikke giver meget for alle andre.

(Indlægget er også sendt som læserbrev til diverse medier. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top