”Politikerne regulerer landbruget væk, uden at vandmiljøet bliver bedre af det!”

Alle partier var inviteret, men kun Venstre og Liberal Alliance tog imod tilbuddet om at deltage i debatmøde om de efterafgrøder, som Bæredygtigt Landbrug har stævnet for

Henrik

Lokalvalgte folketingspolitikere fra samtlige partier var inviteret, men kun to af parlamentets partier var repræsenteret, da LandboSyd forleden arrangerede møde om de nylige efterafgrødekrav.

De to Venstre-politikere Eva Kjer Hansen og Ellen Trane Nørby samt Liberal Alliances Henrik Dahl var således de eneste folketingspolitikere, som havde takket ja.

De tre lokale MF’ere samt fremmødte lokal- og regionalpolitikere blev klogere på efterafgrødekravet, der ifølge eksperter er både for dyrt og uden den ønskede effekt.

Umuligt at så efterafgrøder nok

”Det bliver ganske enkelt umuligt at så efterafgrøder nok”, påpegede Helge Lorenzen, som er faglig-politisk rådgiver hos LandboSyd, ifølge Effektivt Landbrugs referat af mødet – og han tilføjede, at der heller ikke er fokus nok på alle de andre faktorer og kilder til kvælstof i de indre danske farvande.

”Det er et kæmpe problem, at landspolitikerne regulerer landbruget væk, uden at vandmiljøet bliver bedre af det. Det nytter ikke at regulere mere – landbruget reguleres ihjel”, lød det fra Helge Lorenzen.

Du kan læse mere i Effektivt Landbrugs artikel HER.

Alternativt forslag – og stævning – fra Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug har for længst foreslået en alternativ model til efterafgrøde-kravene. Et forslag, hvor der skal sås efterafgrøder alle de steder, hvor der ikke er vinterafgrøder, eller der har været roer eller kartofler.

”Det er superenkelt, og der er endnu ikke nogen, som har vovet at påstå, at dén model ikke i praksis vil opsamle lige så meget kvælstof som den nuværende model”, som BL-direktør Hans Aarestrup har forklaret om BL-forslaget.

Du kan få mere viden om Bæredygtigt Landbrugs alternative efterafgrøde-forslag HER, mens du HER kan læse om Bæredygtigt Landbrugs stævning af staten for kravet om de obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top