Landmænd uden skyld i iltsvind

Det nytter meget lidt at foretage kvælstof-begrænsninger på dyrkningsfladen, hvis man vil iltsvindet til livs

jørgen-evald-jensen-halv-figur-grøn-baggrund-1000-px

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør, Bæredygtigt Landbrug, Vandværksvej 28, 9800 Hjørring

Danmarks Naturfredningsforening forsøger som sædvanlig at gøre danske landmænd til syndebukke for aktuelle tilfælde af iltsvind i de danske fjorde.

Må jeg opfordre til, at ansvarlige politikere lytter til faglighed fremfor følelser:

Den ypperste forskning fortæller os, at det ikke er mængden af gødning, der er afgørende for udvaskning og udledning af kvælstof. Derfor nytter det meget lidt at foretage kvælstof-begrænsninger på dyrkningsfladen.

Det er fortrinsvis ændrede vind- og vejrforhold, der i disse år skaber øget iltsvinds-risiko.

Derudover ved vi fra den uafhængige, internationale rådgivnings- og forskningsorganisation Dansk Hydraulisk Institut (DHI), at kun en brøkdel af kvælstofindholdet i de indre danske farvande stammer fra Danmark, endnu mindre fra landbruget.

I øjeblikket ser DHI og danske universiteter på, hvad årsagen er til iltsvind, og hvordan der kan sættes mere målrettet ind i forhold til problemet. Inden længe er vi derfor alle sammen meget klogere på beregninger af målbelastninger af såvel kvælstof som fosfor. Dét udredningsarbejde bør afventes, inden nogen helt uberettiget gør et erhverv til syndebuk.

Anklagerne fra naturfredningsforeningen mod landbruget bliver da heller ikke mindre bizarre af, at de kommer lige ovenpå en sommer, hvor det offentlige er blevet afsløret i at lukke gigantiske mængder af menneskelort direkte ud i vores vandmiljø.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse lokale og regionale aviser samt landbrugsmedier, du kan eksempelvis læse Maskinbladets udgave HER og Effektivt Landbrugs version via linket HER).

Scroll to Top