Danva er ude på det dybe (spilde)vand

Der er i årtier udledt enorme mængder af urenset spildevand, og ingen kender omfanget - skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver

spildevand

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Danvas formand, Lars Therkildsen, og næstformand, Ango Winther, tilslører i Jyllands-Posten den 28.8. realiteterne om vandmiljøet med tågesnak om landbrugets ”påvirkning” af vandkvaliteten i søer, vandløb og kystvande – hvor landbruget beskyldes for at levere 60 % af ”belastningen”, mens spildevandet udgør under 10%.

Bortforklaringen kommer i et svar til Agerskovgruppen.

Intetsigende sammenligning

Det er intetsigende at tale om 60 % og 10 % af belastningen uden at definere, hvori belastningen består, og hvilke stoffer det drejer sig om. Det er nemlig forskellige stoffer, der udledes fra spildevand og fra dyrkningsfladen. Det er heller ikke seriøst at tale om vandkvaliteten i søer, vandløb og kystvande under ét. Forholdene er helt forskellige.

Danva lægger røgslør ud over den kendsgerning, at renseanlæg i hele landet har udledt enorme mængder urenset spildevand i årtier. Mange anlæg har ingen viden om udledningernes omfang, endsige om indholdet af stoffer. Og kontrol er der ikke meget af.

Pseudo-problematik

Der tales mest om kvælstof. Men det er en pseudo-problematik, for det er nemlig fosfor, der er hovedproblemet i fjorde og kystvande, hvor netop et højt fosforindhold fremkalder den fysiologiske kvælstofbegrænsning, der via de omdiskuterede kvælstofmodeller bruges til at stille urealistiske krav til begrænsning af kvælstofudledningen fra landbrugets dyrkningsflade.

Udledning af fosfor fra renseanlæg fører altså til straf på kvælstofudledning fra dyrkningsfladen. Klar systemfejl!

Foruden kvælstof og fosfor indeholder spildevandet iltforbrugende organisk stof og en række ukendte kemiske stoffer – bl.a. medicinrester med ukontrolleret effekt – til skade for vandmiljøet.

Uvidenhed og usikkerhed

Der er massiv uvidenhed om omfang og virkning af spildevandsudslip. Miljøministeriet har i 20 år været forpligtet til at analysere overfladevandet for kemiske stoffer. Men ministeriet er endnu ikke nået længere end til pinlige 2 %! Den heraf følgende uvidenhed og usikkerhed har resulteret i heftige angreb på landbrugserhvervet. Men samtidig udleder renseanlæggene fortsat massive mængder spildevand.

Det er ikke seriøst, at Danva benægter, at den massive spildevandsforurening fra Øresundsbyerne var hovedårsagen til de døde hummere i 1986. I mange år forud havde alene København hvert år udledt ca. en mio. tons slam til Øresunds nordgående strøm, som bragte denne menneskegylle direkte til iltsvindsområdet.

Intet andet end et stort stuntnummer

Selv om sagen dengang blev tørret af på landbruget, er det for længst bevist, at det var spildevand, der var årsagen, og at hummer-happeningen var et arrangeret stuntnummer for inviterede TV-journalister!

(Indlægget har også i forkortet udgave været bragt som læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten).

Scroll to Top